Den første serieproducerede, elektriske betonkanon i verden blev i dag officielt afleveret af Volvo Trucks til Unicon – det skete meget sigende på én af landets mest bæredygtige byggepladser – i Ørestad i København – der bliver til det grønne byområde ”UN 17 Village.”

Lastbilen er en 3-akslet Volvo FE Electric med en lige så elektrisk Liebherr betonkanon, som samlet kan levere både en ren transport og en støjfri levering af beton på byggepladsen – til glade for naboerne.

København satser grønt

Overborgmester Lars Weiss understregede, at byen vil prioritere grøn transport som led i bestræbelserne på at gøre København CO2 neutral i 2025 – og derfor kan man som virksomhed ikke forvente opbakning fra kommunen uden at transportmidlerne er grønne.

Det vil først og fremmest sige lastbiler og andre materiel, der kører på el og brint – og delvist også på biogas – altsammen på bekostning af fossile brændstoffer, som skal udfases.

I fjor fik Unicon sin første hybrid-elektriske lastbil – hvor man nu opererer fire – og nu begynder man så med elektriske betonkanoner.

Først el og brint til transport

Transportminister Benny Engelbrecht understregede også, at el og brint stod forrest, når der fremover skulle en statslig medfinansiering til – og først derefter biogas.

For C.G. Jensen – bygherre på UN 17 Village – drejer det sig også om grøn omstilling ved boligprojekter – noget, der har været i fokus siden år 2000, hvor man har arbejdet med fossilfrie maskiner i udbudsmaterialet.

Det har ifølge projektchef Jan Christensen, C. G. Jensen, betyder en CO2 reduktion på 80-100 procent.

Et godt eksempel

Det samme mål har man på alle sine 170 byggepladser alene i København.

Så ved udbudsrunder er det miljøet, der står forrest – ligesom byen København – og det er væsentlig ved indkøb.

Det mener man hos C.G. Jensen, at samarbejdet mellem Volvo Trucks, Liebherr og Unicon er et godt eksempel på.

Stor interesse

Allerede i dag mærker Volvo Truck en stor interesse fra mange kundegrupper i at skifte til el-transport. Det vil dog kræve en form for økonomisk støtte, da en ellastbil koster tre-fire gange mere end en diesel – plus opladningssystemer.

“En el-betonkanon koster to- til to en halv gang mere end en standard beton kanon – med samme udformning,” sagde Klaus Glad fra Libherr importør Jørn Glad A/S.

Bedre arbejdsmiljø

Den nye elektriske betonbil skal yde et vigtigt bidrag til emissionsfrie byggepladser i Danmark, hvilket er en af nøgleanbefalingerne fra regeringens klimapartnerskab for bygge- og anlægssektoren.

Foruden emissionsfri aflæsning af beton på byggepladserne sikrer de elektriske betonbiler også et bedre arbejdsmiljø, eftersom støjniveauet halveres og kommer ned på almindeligt samtaleniveau, mens aflæsningen foregår.

En spændende rejse

”Samarbejdet med Unicon omkring omstilling af deres flåde til bæredygtig transport og herunder bæredygtigt byggeri, har været en spændende rejse. Vi er stolte af at vi sammen med Unicon kan præsentere verdens første fuldt elektriske betonbil. Med det viser vi at Volvo er klar til at løse krævende tekniske opgaver med vores elektriske biler,” siger forretnings- udviklingschef for ellastbiler hos Volvo, Joakim Nilsson.

Allerede i august 2020 kunne Unicon sende Danmarks første og eneste hybride betonlastbil fra Volvo på vejene, hvorefter flere HVO-drevne betonlastbiler fulgte efter. I dag har man 20 HVO lastbiler.

30 pct. CO2 reduktion

”Unicons flåde er på vej til at reducere CO2 udledningen med 30 pct. i 2025 i forhold til 2019,” sagde direktør Jan Søndergaard Hansen, Unicon.

Dermed tager Unicon et stort skridt mod en fuldstændig emissionsfri lastbilflåde efter flere års intensivt udviklingsarbejde i samarbejde med svenske Volvo Trucks og tyske Liebherr-Mischtechnik.

Den tre akslede bil kan have 30 pct. mindre beton med i forhold til en fire-akslet bil, men der er til gengæld energieffektivitet.

Større ellastbil på vej

Og der bliver plads til mere beton – for Volvo Truck kan fra 2023 levere en fire akslet betonkanon til Unicon leveret på Volvo FM- eller FH Electric, som VOTY.dk allerede har prøvet på fabrikken i Göteborg i for-seriemodeller.

Senest har Unicons nye el-lastbil i øvrigt været udstillet på Transport 2021 i Herning og en beton-konference i Aalborg – hvorefter bilen blev serviceret hos Volvo Truck Center i Aarhus og Liebherr-importør Jørn Glad i Aarhus.

To dages chaufførertræning

”Derefter kørte Joakim Nilsson sammen med bilens fremtidige chauffør Kurt Pedersen fra Unicon fra Aarhus til København, for der følger altid en to dages chaufførertræning med, når man køber en el-lastbil hos Volvo Trucks.

“For det kræver bl.a. en særlig køreteknik for at opnå lang rækkevidde – hvor man sparer på strømmen, og hvor det bl.a. handler at rulle så meget som muligt – og tænker på opvarmning af førerhuset,” siger Joakim Nilsson.

Vigtig med afgiftsregulering

Men der er ingen vej tilbage – fremtiden er grøn – og det rigtige materiel i form af ellastbiler vil have en konkurrencefordel, som både Lars Weiss og Benny Engelbrect understregede i dag.

Det store problem er, at provenu-indtægten fra diesel ligger på 55 mia. kroner, og derfor er Danmark måske også det land i Europa, hvor diesel er billigere end el og biogas (CNG og LNG).

“Det handler derfor også om en regulering af afgifterne,” siger Joakim Nilsson.

Fakta om betonbilen:
Volvo FE Electric 6×2, 266 kWh batterikapacitet og med en rækkevidde på op til 150 km. Betonkanon fakta: Liebherr med 32 kWh elmotor, der arbejder separat fra el-lastbilen.
Liebherr betonkanoner importeres af firmaet Jørn Glad med afdelinger i Thrige ved Aarhus og Hvidovre.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk