Den nåede akkurat med på Transport 2021-messen – den nye DAF generation af lastbiler med betegnelserne XF, XG og XG+ – og messen i Herning var dermed én af de første udstillinger i Europa, som kunne præsentere nyskabelsen fra Holland.

Faktisk er interessen for ”New Generation” stor overalt i Europa – og siden salgsstarten 9. juni er der solgt over 1.000 af den nye modelserie – flere af dem er bestilt af danske kunder, som dog først får bilerne leveret senere i efteråret.

Nye EU-bestemmelser

Det er den første lastbilsserie i Europa, som udnytter EU’s nye vægt- og længdebestemmelser.

Derfor har de to største af de nye lastbiler, DAF XG og XG+, længere akselafstand, som er med til at give en helt anden og bedre aerodynamik.

Der er også vægten – en ny DAF XF vejer 200 kg. mindre end forgængeren, selv om lastbilerne har samme teknik og størrelse.

Kameraer i stedet for spejle

Den nye DAF fås både med traditionelle spejlløsninger og med kameraløsninger.

Den større XG+ vejer kun få kilo mere end den nuværende XF. Det skyldes blandt andet brug af særlig let, men meget stærkt højstyrkestål.

Brændstoføkonomien er forbedret med op til 10 pct. – med tilsvarende reduktion af CO2 udslip.

Flere versioner i 2022

I 2022 kommer de nye modeller med flere akselkonfigurationer – ligesom der kommer el- og hybidudgaver. Dog må man vente fire-fem år på brintudgaver.

På Transport udstillede DAF deres CF Electric – med teknik fra hollandske VDL. Rækkevidden med sjatladning gennem dagen oplyses til 500 km.

”Prisniveauet ligger cirka tre gange mere end en CF dieseludgave – totaløkonomisk 15-20 pct. over grundet lavere omkostninger til drivmidler. Dertil kommer, at prisen (og vægten) på batterier vil falde,” fortæller Raoul Wijnands, der er teknisk chef hos DAF Trucks.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk