Det er kun et spørgsmål om tid, før man igen kan købe nye Ford lastbiler i Danmark – i første omgang drejer det sig om servicesteder hos Tip Trailer.

Ford vandt prisen ”International Truck of the Year” for 2019 med deres nye F-Max serie. Prisoverrækkelsen fandt sted på IAA transportmessen i Hannover sidste efterår.

Dengang sagde Ford Trucks, der bygger bilen sammen med Ford Otosan i Tyrkiet, at den nye lastbil først og fremmest skulle markedsføres i tredjelande og i det tidligere Østeuropa. Ford Otosan producerer også Ford Transit – bl.a. til Danmark.

Ford Cargo og Transcontinental

Men alle ved jo, at det netop er østeuropæiske vognmænd, der fylder mest med deres lastbiler på Vesteuropæiske veje, så det er en naturlig udvikling, at Ford nu præsenterer et Vesteuropæisk service-netværk – også i Danmark.

Ford var tidligere en storspiller med lastbiler herhjemme – og mange husker måske Ford Cargo og Ford Transcontinental. Før i tiden var der Fords D-Linje og Ford Thames Trader. Og nu kommer Ford så tilbage. Ford Cargo blev i øvrigt valgt til International Truck of the Year i Europa i 1982.

Ford besluttede i 1986 at gå ud af lastbilsaktiviteter i Europa og sælge til Iveco. Frem til 1991 blev bilen solgt som Iveco Ford – siden da som Iveco ”Eurocargo.”

Fem servicesteder

”Ford Trucks har store ambitioner om at blive en seriøs aktør på det europæiske lastbilmarked, og det inkluderer også etablering af serviceværksteder over hele Europa – også i Danmark,” udtaler redaktør Rasmus Haargaard, Lastbilmagasinet – som er dansk medlem af Truck of the Year juryen.

Han skriver, at Ford Trucks oprindeligt havde planer om to servicesteder, men seneste oplysning fra Ford Trucks er, at man nu vil indgå samarbejde med en kæde med fem officielle servicesteder.

TIP Trailer Service

”Opstarten af servicenetværket sker herhjemme i samarbejde med TIP Trailer Services, som i forvejen har en række værksteder landet over med service og reparation af både trailere og lastbiler,” udtaler Rasmus Haargaard.

Der er tale om disse fem TIP Trailer afdelinger: Taulov (Fredericia), Taastrup, Padborg, Tilst (Aarhus) og Hirtshals. Hos TIP Trailer er man ifølge Lastbilmagasinet ikke klar til at fortælle om samarbejdet med Ford Trucks.

Skilte sættes snart op

Målet for Ford Trucks er ifølge redaktør Rasmus Haargaard, at have hele Østeuropa dækket af salgssteder i 2020 – og samtidig havde servicesteder i hele Vesteuropa.

Ford Trucks skilte til TIP Trailers afdelinger skulle ifølge Ford Trucks selv være på vej – og det gælder også værktøj og reservedele.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk