Ford Performance står bag den ultimative Ranger Raptor T1+, der stiller op i Dakar Rally den 5. – til 19. januar 2024.
Ford Ranger har deltaget i løbet tidligere, men det er første gang, Ford Performance stiller op til det barske motorløb, som er kendt for at være et af de hårdeste motorløb i verden.
Med løb fra Le Mans til Monaco og Daytona til Bathurt på CV’et har modeller fra Ford Performance deltaget i det meste – men frem til i dag har især ét løb manglet på det lange CV – Dakar Rally.
Januar 2024
Det er så første gang, at Ford Performance melder sig klar i det ikoniske motorløb, og racerudgaven af Ranger Raptor skal kæmpe sig igennem ørkenen, når motorløbet sparkes i gang i Saudi-Arabien til januar næste år.
Forberedelserne har været undervejs i flere år, og her har Ford Performance allieret sig med tætte samarbejdspartnere som M-Sport og Neil Woodridge Motorsport (NWM).
Sammen har de udviklet den mest hardcore og konkurrencedygtige rallybil – og finde det bedst kvalificeret hold til at føre bilen først over målstregen.
Enorm udfordring
Det har længe været målet for Ford Performance at deltage i Dakar Rally.
Teamet må dog ikke undervurdere den enorme udfordring, der venter forude, og derfor tager man ved lære af de erfaringer og den ekspertise, som M-Sport og NWM bidrager med.
”Sammen kan vi udrette fantastiske ting i sandbankerne på Den Arabiske Halvø,” siger Mark Rushbrook, Global Director, Ford Performance Motorsports.
3,5 liter benzinmotor
Ford Ranger Raptor T1+ er baseret på tidligere Ranger-modeller med 3,5-liter EcoBoost benzin-motor.
Frem mod Dakar Rally vil Ford Performance, M-Sport og NWM fortsat udvikle og optimere rallybilen – ligesom den får lov at mærke støvet, når den skal testes i en række andre løb forud for Dakar Rally.
Test i andre hårde løb
Ford Ranger Raptor T1+ forventes at deltage i det spanske ”Baja España Aragón” og marokkanske ”Rallye du Maroc” i løbet af de kommende måneder.
”Vores første deltagelse i Dakar Rally vil være et lærerigt eventyr, der vil gøre os endnu klogere på, hvordan vi konkurrerer i fremtiden,” siger Mark Rushbrook.
Bedre biler til kunderne
Som med al kørsel indenfor motorløb, så deltager teamet ikke kun for at vinde.
”Vi deltager også for, i sidste ende, at blive klogere på, hvordan vi kan optimere vores biler, så vores kunder får endnu bedre og sjovere biler, siger Mark Rushbrook.
At en pick-up kan klare sig mod de mange specialbyggede racerbiler i løbet, har Toyota allerede bevist ved at vinde løbet flere gange med deres Hilux rallyudgave.