Ford Motor Company har efter 105 år valgt at trække sig som bilimportør i Danmark fra anden halvdel 2024 – og overlade jobbet til Nic. Christiansen Gruppen A/S.

De to bilkoncerner har underskrevet en ”non-binding memorandum of understanding” om at lade den danske koncern overtage importen af det amerikanske brand, som det hedder i en pressemeddelelse.

Fusionen skal som altid godkendes af myndighederne.

Helt officielt

Mens jeg selv som mangeårig motorjournalist blev chokeret over nyheden, er der ikke mange  kommentarer fra Ford.

Der skrives tydeligt juridisk formuleret bl.a. følgende: “Ford er fortsat engageret i Danmark. Det planlagte salg til Nic Christiansen Group, som har en dyb lokal ekspertise på det danske marked, er den bedste måde at komme videre på for at garantere en succesfuld fremtid for Ford i Danmark og for bedst muligt at betjene vores kunder.”

Der er ikke nogen yderligere kommenterer og ingen detaljer om den planlagte transaktion eller den fremtidige struktur i organisationen.

Transformerer

Officielt hedder det bl.a, at “man transformerer sin forretning i Europa for en bæredygtig og profitabel fremtid.”

Det hedder også, at “Den 12. december 2023 blev medarbejderne i Fords nationale salgsselskab i Danmark informeret om, at Ford i Europa har til hensigt at sælge Ford Danmark, herunder Færøerne og Island, som i dag er knyttet til Ford Denmark til Nic Christiansen Group.”

Siden 1919

Informationschef hos Ford Danmark Lene Dahlquist fortæller, at de 50 medarbejdere i import-selskabet først i dag fik meddelelsen.

Ford åbnede sin første samlefabrik på det europæiske kontinent i Heimdalsgade på Nørrebro i 1919 – med færdiggørelse af Ford T – og udvidede med en ny fabrik i Sydhavnen i 1924.

Det er på hovedsædet i amerikanske Dearborn, at fremtidig politik for salget af Ford-biler i Europa udstikkes.

59 udsalgssteder

”Alting fortsætter som sædvanligt frem til anden halvdel af 2024, ” siger Lene Dahlquist.

Hvad der sker med medarbejderne eller med forhandlernet i fremtiden ligger i hænderne hos Nic Christiansen Gruppen. I dag er der 28 forhandlere med 59 udsalgssteder for Ford i Danmark, på Færøerne og i Island.

Den Kolding-baserede bilkoncern Nic. Christiansen Gruppen og Ford Motor Company har begge ambitioner om at lukke en endelig aftale i anden halvdel af 2024.

“Intentionen er, at Nic. Christiansen Gruppen skal stå for at importere og distribuere Ford i Danmark,” hedder det officielt.

Ingen varebiler siden Hyundai H1

Ford er suveræn størst, når det gælder salg af varebiler i Danmark med Ford Transit, men i dag har Nic Christiansen Gruppen ingen erfaring med at sælge varebiler.

Senest var det Hyundai H1 varebilen, men den er ikke længere på programmet i Danmark.

”På grund af Fords solide position på markedet for erhvervsbiler kommer Ford til at spille en central rolle i elektrificeringen af denne del af markedet. Det er et meget spændende perspektiv,” siger Niels Vrist Bertelsen, administrerende direktør i Nic. Christiansen Gruppen.

De rigtige rammer

For Niels Vrist Bertelsen er Ford et perfekt match for koncernen, der har importeret biler til Danmark i mere end fem årtier.

Jon Williams, general manager i Ford Blue, Ford Motor Company Europe, udtaler om aftalen:
”Nic. Christiansen Gruppen er en meget erfaren importør på det danske marked, og vi er overbeviste om, at de vil skabe de rigtige rammer for Fords fremtidige udvikling og succes i Danmark,” siger Jon Williams.

De to koncerner har arbejdet på en rammeaftale, som nu er faldet på plads.

Erfaren med elbiler

Når det gælder elektriske biler, er Nic. Christiansen velfunderet – både med BMW, BYD og Hyundai.

”Ford er i gang med en omstilling til elektriske biler, og vi er overbeviste om, at kombinationen af Fords stærke produkter og vores markedskendskab vil fastholde og udbygge danskernes store begejstring for Ford,” siger Nic. Christiansen chefen.

I 2022 solgte Ford 7.810 personbiler og 6.562 varebiler i Danmark, hvilket gjorde Ford til det fjerdemest sælgende brand på dansk grund.

Fakta: Nic. Christiansen Gruppen:
• Nic. Christiansen Gruppen er en af landets største bilkoncerner, der siden grundlæggelsen i 1967 har arbejdet med bilimport og -detailsalg samt finansiering og leasing af biler.
• Den familieejede koncern har hovedsæde i Kolding og står i dag blandt andet for den danske import af Hyundai, Honda, BYD, Land Rover og Jaguar. Herudover ejer koncernen de fire bilkæder Bayern AutoGroup, May & Olde (syv BMW-forhandlere i Slesvig-Holsten), Terminalen og British MotorGroup samt værkstedskæden Skorstensgaard og leasing- og finansieringsselskabet NCG Finans.
• Christiansen Gruppen har mere end 1.000 ansatte, der er fordelt over koncernens aktiviteter i Danmark, Tyskland, Norge, Sverige, Finland og Baltikum.
• Nic Christiansen Gruppen er derudover ved at få godkendt et spændende opkøb af konkurrencemyndighederne i form af Toyota-forhandlerkæden ERA Biler.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk