(BARCELONA)

Iveco er én af de eneste store lastbilsmærker, der arbejder alene – så derfor er det overraskende, at Iveco nu melder helt nye modeller ud – klar med alle brændstoffer – og med de første modeller til salg herhjemme til sommer.

Præsentationen foregik typisk Iveco ved et storstilet arrangement i Barcelona med mange hundrede deltagere – fra mediehuse til forhandlere og storkunder.

Få ydre ændringer

Vi har allerede nævnt både nyheder omkring varebilen Daily og den mindre lastbilsmodel EuroCargo – men de største ændringer kan man finde i de tunge S- T- og X-Way modeller.

På afstand kan man ikke se så meget andet end nyt logo i fronten – samt kamera-baserede mirror cam løsninger i stedet for traditionelle sidespejle, men kabinen eksempelvis er helt ny.

Fuld digitalisering

Der er tale om et nyt infotainmentsystem med fuld digitalisering med 10 tommer touchscreen samt nye og forbedrede sæder.

Vi skal også nævne Alexa stemmestyring, elektronisk håndbremse, nøglefri start, nyt rat – samt adaptiv fartpilot og avanceret linjevogter til at øge sikkerheden.

Ny xCursor 13 motor

De største nyheder er tekniske – således udgår Cursor 11 motoren og tilbage bliver Cursor 13 motoren kaldet xCursor 13, der vejer 10 pct. mindre end før.

Ydelsen er øget fra 570- til 580 hk og fra 2.500- til 2.800 Nm. Cursor-programmet havde iøvrigt premiere for 25 år siden.

Ny 500 hk gasmotor

Vigtigt for Norden er en ny gasmotor på basis af den nye 13 liter Cursor motor, der har en ydelse på 500 hk og 2.200 Nm – den kraftigste gasmotor på markedet ifølge Iveco.

Køretøjer med den nye motor kan bestilles fra Nytår og leveres til sommer.

Dertil kommer så en ny bagaksel, der sikrer syv pct. bedre brændstoføkonomi. Det er stadig ZF, der sørger for gearkassen. Vi skal også nævne en lettere foraksel og nye støddæmpere.

Ny åben platform

Iveco ledelsen er stolt over den åbne platform – det vil sige, at den nye motor både kan køre på diesel og gas – sidstnævnte med 1.600 km rækkevidde.

Og samme motorblok også brint, når det på sigt bliver aktuelt med forbrændingsmotor på brint – måske først i slutningen at dette årti.

Ikke kun ét drivmiddel

Men med forskning med brint til forbrændingsmotorer er Iveco ikke alene – her er hollandske DAF og VDL også langt fremme. Daimler og Volvo satser også på brint.

Iveco understreger, at der ikke kun er ét drivmiddel, der vinder. Desuden vil der også blive satset på selvkørende lastbiler.

500 km i S-eWay

Næste år kommer den elektriske udgave S-eWay med 500 km rækkevidde. En bilmodel, der er opstået efter det kuldsejlede samarbejde med amerikanske Nikola. Bilen byges på Ivecos fabrik i tyske Ulm.

Teknisk bygger bilen på en e-aksel med to motorer med en effekt på 644 hk og 1.800 Nm. Den er hjemmelavet hos ”Fiat Power Train”.

Der er plads til ni batteripakker med hver 82 kWh – eller ialt 738 kWh. De mindste e-lastbiler får fire pakker.

Lynlades med 350 kW

Der kan lynlades med på til 350 kW – eller 80 pct. på 90 minutter. Bilen køres efter ”1-pedal” driving mode. Batterierne er delvist produceret i Kina.

Luca Sra fra Ivecos ledelse indrømmede, at e-truck udviklingen sker hurtigere i Norden end i det sydlige Europa – men udviklingen speedes op.

Fra 2025 – inden man er klar med brint i forbrændingsmotorer – kommer de første brændselscelle-udgaver på markedet – opbygget som en elbil med kørsel på brint. Herhjemme nok først lidt senere.

17 tommer touchscreen

Interiøret i e-udgaverne er som i de andre store lastbiler – bortset fra bilens touchscreen, der er på 17 tommer. Her kan selv Tesla ikke være med.

Iveco forventer at el-bilsmarkedet for lastbiler vil hente fem pct. af markedet i 2025, op mod 40 pct. i 2030 og 80 pct i 2035. Ivecos egne tale er ikke klar.

Sponsor for Metallica

De nye lastbiler fra Iveco markedsføres gennem 2024 bl.a. sammen med rockbandet Metallicas M72 Europa-turné, hvor Iveco er hovedsponsor.

Det kundgjorde Iveco topchef Gerrett Marx sammen det danske bandmedlem Lars Ulrich, der dog ikke optrådte live i forbindelse med præsentationen i Barcelona, med via en video-forbindelse fra USA.

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk