For første gang kan man fra Nytår herhjemme få en ny fabriksbygget varebil med fem års fabriks-garanti – eller 100.000 km. Det drejer sig om pick-up modellen Mitsubishi L200.
Det sker, når Mitsubishi forlænger deres garantiperiode på alle biler i programmet fra tre- til fem år – undtagen elbilen i-MiEV.
Af andre gulpladebiler fra Mitsubishi med øget garanti fra årsskiftet er MPV’en ASX samt firehjulstrækkerne Outlander og Pajero.samt Lancer Van.
Få med lang garanti
I dag er der tillige fem års garanti på Hyundai bilmodeller – men uden kilometer-begrænsning, samt syv års garanti på Kia modeler – eller 150.000 km. Heraf de første tre år uden kilometer-begrænsning.
Nu kommer Mitsubishi så med i klassen med mere end tre års garantier. Flere mærker kan man dog relativt overkommeligt tilkøbe ekstra garanti.
Mitsubishi er kendt for sine pålidelige og driftssikre biler – og det har i mange år ført til mange sejre i rallies og udholdenhedsløb som Safari Rally og Paris-Dakar Rally.
Højere grad af sikkerhed
”Hos Mitsubishi har vi stor tillid til vores produkter, og det slår vi nu i endnu højere grad fast ved at forbedre kundernes garantiforhold så markant. Det er langt de færreste af vores konkurrenter, der kan tilbyde en garanti på fem år, og vi er stolte af at være blandt de bedste på markedet,” siger Christian Haugaard, adm. direktør for Mitsubishi Danmark.
To års yderligere fabriksgaranti betyder en langt højere grad af sikkerhed, hvis uheldet alligevel skulle være ude, og man får brug for reparationer i forbindelse med materiale- eller fabrikationsfejl under garantien.
Få MMC-varebiler solgt
Mitsubishi i Danmark har seriøse mål for mærket. I august lancerede Mitsubishi deres B-klasse bil; Space Star til en pris, der tidligere kun var set i klassen for mikrobiler. Siden har den solgt mere end 2.000 eksemplarer. I november blev den nummer fire på salgslisten herhjemme.
Samme salgstal kan Mitsubishis gulplade-program ikke prale af – men med bedre garanti skal der nok ske noget. Der er plads til forbedringer.
De første 11 måneder endte med følgende salgstal:
Mitsibishi L200 pick-up: 39 enheder.
Mitsubishi Outlander: 29 enheder.
Mitsubishi ASX: 19 enheder.
Mitsubishi Pajero: 3 enheder.
Mitsubishi Lancer Van: 0 enheder.