Scania Danmark A/S har vundet udbuddet om at levere 400-500  taktiske (militære) lastbiler og 300-400 civile lastvogne. Leveringen af de civile last- og tankvogne forventes at begynde i år, mens de militære lastvogne forventes leveret midt i 2019.

,
”De nye lastvogne skal imødegå Forsvarets fremtidige krav til integration af militært kommunikationsudstyr, våben og andre systemer samt fremme en standardisering af koncernens lastvognsflåde. Aftalen dækker således også mere specialiserede køretøjer som tankvogne til helikoptere og køretøjer til at transportere pansrede bæltekøretøjer. Det forventes, at den øgede standardisering og modulbaserede omskiftelige lad vil medføre en reduktion af den samlede lastvognsflåde,” skriver FMI, Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, i en meddelelse.
Den endelige underskrivelse af kontrakt afhænger dog af en videre godkendelse i Finansudvalget.
Værdi af 1,5 mia. kr.
Værdien af udbuddet og dermed en rammeaftale med Forsvaret på køb af op mod 900 lastbiler og serviceydelser, har en værdi af cirka 1,5 mia. kroner.’

Ifølge hjemmesiden Krigeren.dk forventes aftalen at blive et langvarigt partnerskab, der forventes at vare i over 20 år.
I finalen stod valget mellem Scania og Rheinmetall MAN Military Vehicles GmbH (Tyskland). Både MAN og Scania er i dag en del af VW koncernen.
”Evalueringen af de to resterende kandidater viste, at kun Scania Danmark A/S levede op til Forsvarets krav angående pris, kvalitet og brugeroplevelse,” skriver FMI.
Udbudsprocesserne
Første Udbudsproces blev opstartet første gang i december 2014, men pga. fejl fra ansøger valgte FMI, at aflyse udbuddet i februar 2015. Den nuværende udbudsproces blev påbegyndt i april 2015. I september 2015 blev fem kandidater prækvalificerede til første tilbudsrunde. De fem kandidater var Mercedes-Benz, MAN, Scania, Iveco samt Oshkosh.
Sidstnævnte valgte dog at trække sig inden første tilbudsrunde i januar 2016 og i perioden april – juni 2016 gennemførte man derfor kun et testforløb med de resterende fire producenter Mercedes-Benz, MAN, Scania og Iveco.
Testforløbet efterfulgte udsendelsen af et opdateret udbudsmateriale i juli 2016, hvor Mercedes-Benz umiddelbart efterfølgende valgte at trække sig fra konkurrencen. Dermed var kandidatfeltet indsnævret til kun tre (MAN, Scania og Iveco), da producenterne modtog Best-And-Final-Offer (BAFO) i november 2016.
Da FMI ikke modtog et tilbud fra Iveco stod den endelige kontrakttildeling mellem MAN og Scania, som indsendte deres endelig tilbud – Best-And-Final-Offer2(BAFO2) – i januar 2017.
Typevalg
”Forsvaret og primært Hæren har med udbuddet ønsket at øge lastvognsflådens fleksibilitet. Tidligere har ’funktionalitet’ været opbygget på den enkelte lastbil, så den var specialiseret til ét formål. Fremover indkøbes i højere grad lastbiler, hvor funktionaliteten opnås via en specialopbygget container eller et flatrack. Containeren / flatracken vil så være opbygget som kontor, kommando, værksted eller andre varianter. Dermed kan de enkelte lastbiler fordeles mere optimalt mellem enhederne,” skriver FMI.
Udbuddet af lastvogne til Forsvaret begyndte officielt i 2. halvår 2015, og kandidaterne blev testet i april-maj-juni 2016.
”Nu begynder arbejdet omkring udvikling af de endelige prototyper, som blandt andet indebærer integration af Forsvarets eget udstyr, opbygninger og evt. pansring.
Typevalg af artillerisystem
Partierne bag forsvarsforliget har på mødet i dag også besluttet at godkende FMI’s indstilling om typevalg af artilleri og dermed indstillet CAESAR 8×8 fra franske Nexter Systems som Forsvarets kommende artilleri. CAESAR 8×8 leveres på en tjekkisk Tatra undervogn.
Dermed har FMI valgt at se bort fra israelske Elbit Systems og deres artillerisystem ATMOS, som brugte en Rheinmetall-MAN undervogn. Dermed har det tyske selskab tabt både udbuddet til forsvaret af artillerisystem og lastbiler.
Købet består i første omgang af 15 nye artilleripjecer – med en option på yderligere seks pjecer. Det nye artillerisystem afløser M109 haubits, som blev introduceret i Forsvaret i 1965.
Forberedelserne til at købe det nye artillerisystem begyndte i 2006.
”8×8 versionen som Danmark nu har valgt vejer cirka 30 tons, er 12 meter lang, tre meter høj og 2.8 meter bred. I modsætning til 6×6 versionen, som Nexter tilbød ved sidste udbud, kan 8×8 udgaven ikke transporteres i et Hercules C130 transportfly,” skriver Krigeren.dk.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk