En Scania hybridlastbil med en solcellebeklædt sættevogn testes nu på offentlig vej som resultat af et to-årigt forskningssamarbejde.

Det involverer Scania, Uppsala Universitet, Eksjö Maskin & Truck, Midsummer, Ernsts Express samt Dalakraft.

Lastbilen er en Scania R 560 plug-in hybrid.

100 kvm. solpaneler

På den 18 meter lange sættevogn er et areal på 100 kvm. dækket af tynde, lette og fleksible solpaneler med en maksimal ydelse på 13,2 kWp (kilowatt peak). De anslås at levere 8.000 kilowatt-timer årligt, når de er i drift i Sverige.

Batterierne har en samlet kapacitet på 300 kWh med 100 kWh på lastbilen og 200 kWh på sættevognen.

Det er Scanias mål at drive udviklingen mod et bæredygtigt transportsystem. Aldrig før er solpaneler blevet brugt til at generere energi til en lastbils drivline, som vi gør i dette samarbejde.

Reducerer driftsomkostninger

Solenergien reducerer driftsomkostningerne og lokale emissioner betydeligt som følge af vogntogets egen produktion af energi.

”Denne naturlige energikilde kan reducere transportsektorens emissioner betydeligt. Det er fantastisk at ligge forrest i udviklingen af næste generations lastbiler,” siger Stas Krupenia, chef for forskningskontoret hos Scania.

Lastbilen bruges i et forskningsprojekt for at undersøge mulighederne for at opsamle solenergi under kørslen, og hvor meget CO2-udledningen falder takket være solpanelerne.

Industri og universiteter

Undervejs i projektet har forskerne udviklet nye, effektive og lettere solpaneler til lastbiler. De undersøger også, hvordan lastbiler kan fungere i samspil med el-nettet og fremlægger nye modeller for, hvad der vil ske, hvis flere lastbiler som denne kobles til el-nettet.

”Dette er et spændende projekt, hvor universiteter og industri sammen forsøger at reducere klimabelastningen fra lastbiltransport. Resultaterne vil være meget interessante,” siger Erik Johansson, projektleder og professor i fysisk kemi ved Uppsala Universitet.

5,000 km længere rækkevidde pr. år

Vogntogets 18 meter lange sættevogn er næsten helt dækket af solpaneler svarende til et parcelhus udstyret med tilsvarende kraftige paneler.

Solenergien giver en forlænget rækkevidde på op til 5.000 km. årligt i Sverige.

I lande som Spanien med flere solskinstimer kan vogntoget opsamle dobbelt så meget solenergi og dermed øge rækkevidden tilsvarende sammenlignet med svenske forhold.

Fordoble strøm-produktion

Projektet omfatter også forskning i nye, lette tandemsolceller, der er baseret på en kombination af virksomheden Midsummers solceller med nye såkaldte perovskit-solceller.

Disse muliggør en højere effektivitet ved omdannelsen af sollys til elektricitet. En sådan løsning kunne fordoble produktionen af energi fra solen sammenlignet med den nuværende energi, der genereres af solpanelerne.

”Vores forskning i effektive og lettere solceller vil være virkelig vigtig, især når det gælder anvendelse i fremtidige lastbiler,” siger Erik Johansson.

Fremragende til erhvervskøretøjer

Solpaneler er fremragende til driftsområder, der kan gøre erhvervskøretøjer bæredygtige- og der er et stort potentiale for at mindske emissionerne fra tunge køretøjer ved hjælp af elektrificering.

”Elektricitet genereret af solpaneler vil både reducere brændstofforbrug og CO2-udslip. Vi vil gerne være en ansvarlig partner, der bidrager positivt, og det muliggør dette banebrydende projekt,” siger Erik Olsson, chef for Corporate Development hos Midsummer.

Stigende omkostning

Fossilt brændstof udgør i øjeblikket en stigende omkostning for vognmandsvirksomheder.

“Alt, hvad vi kan bidrage med for at sænke denne omkostning, vil gavne samfundet på lang sigt,” siger Daniel Sandh, adm. direktør hos Eksjö Maskin & Truck.

En del af projektet omfatter at vurdere opladningens påvirkning af el-nettet, og om det vil være muligt at sælge overskuddet af energi. Muligheden for to-vejs opladning er dog ikke helt ligetil, og lovgivningen er uklar.

Ikke muligt

”Vi troede, vi ville kunne købe lastbilens eventuelle overskud af energi, men det er desværre ikke muligt i øjeblikket,” siger Sverker Ericsson, Electrical Trade Engineer hos Dalakraft.

Han mener, det er fantastisk, at solcellerne bliver en del af lastbilens energiforsyning.

”Som elhandelsvirksomhed ser vi, at alle vedvarende energikilder er nødvendige for at klare energiomstillingen,” siger Sverker Ericsson.

100 kvm solpaneler

Vogntoget skal nu testes under kørsel på offentlig vej af vognmandsfirmaet Ernsts Express AB.

-”Hele transportbranchen står over for store udfordringer generelt og med brændstof i særdeleshed. Elektrificering fra vedvarende energikilder er fremtiden. Det gør dette projekt endnu større for den grønne vognmand at være en del af,” siger Lars Evertsson, adm. direktør i Ernsts Express.

Det solcelledrevne vogntog er udviklet i et forskningsprojekt delvist finansieret af det statslige svenske innovationsorgan Vinnova for at udvikle lastbiler med lav klimapåvirkning takket være solenergi.

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk