På IAA Mobility 2023 i München i disse dage viser BMW den tredje konceptbil, der definerer et helt nyt kapitel i det tyske selskabs historie.

BMW Vision Neue Klasse er en smagsprøve på, hvad der venter, når en helt ny serie elbiler lanceres fra 2025 og fremefter.

I 2025 genlanceres Neue Klasse – kendt fra bl.a. 60’erne – som betegnelsen for en helt ny serie af elektriske modeller fra BMW med en helt ny it- og softwarearkitektur samt en ny generation af højtydende elektriske drivlinjer og batterier.

Endnu en smagsprøve

Vejen mod Neue Klasse er tidligere blevet vist med to konceptbiler.  BMW i Vision Circular i efteråret 2021 som en fortolkning på, hvordan selskabet i fremtiden kan forestille sig en kompakt, elektrisk BMW, der konstrueres ved hjælp af genanvendte og fornybare materialer.

I begyndelsen af 2023 blev BMW i Vision Dee afsløret som et digitalt aspekt af fremtidens vision.

Nu er det tid til at give endnu en smagsprøve på selskabets nye æra via en tredje konceptbil – BMW Vision Neue Klasse.

Stort teknologisk spring

Neue Klasse-modellerne repræsenterer et stort teknologisk spring. Det samme gælder det futuristiske design.

Med BMW Vision Neue Klasse virker det næsten som om, man har sprunget en hel modelgeneration over.

Det ydre viser ikke desto mindre designelementer, der vil definere de forskellige Neue Klasse-modeller i årene fremover.

Få betjeningsknapper

Neue Klasse-modellerne tilbyder mere indvendig plads, end hvad man kender fra tidligere, mens en ny generation af BMW iDrive infotainmentsystemet vil give en helt ny digital brugeroplevelse.

Analoge betjeningsknapper er reduceret til et minimum i BMW Vision Neue Klasse.

Samspillet mellem menneske og maskine sker gennem multifunktionsknapperne på rattet, den centrale skærm på instrumentbrættet samt BMW Panoramic Vision.

Panoramic Vision

Som med den tidlige introduktion af BMW iDrive-controlleren i midterkonsollen og BMW Head-Up Display, tilfører BMW igen en ny teknologi i branchen med BMW Panoramic Vision – som får premiere i de kommende Neue Klasse-modeller.

BMW Panoramic Vision projicerer relevant information med høj lysintensitet og kontraster på et mørkt område i den nederste del af hele forrudens bredde.

Neue Klasse er begyndelsen på den største investering i BMW Groups historie og repræsenterer også en ny retning.

Ny batteri-teknologi

Helt centralt er også en helt ny elektrisk drivlinje med den sjette generations BMW eDrive-teknologi med en helt ny batteriarkitektur, hvor man grundlæggende har forfinet celleformatet og cellekemien.

Med den nye cellearkitektur vil BMW øge energitætheden i sine litium-ion-batterier med mere end 20 procent, forbedre opladningshastighederne med op til 30 procent og øge elbilernes rækkevidde med op til 30 procent.

Fremtidens 3-serie

BMW har allerede sagt, at de første modeller, der lanceres i Neue Klasse, vil være en sedan i 3-serie segmentet og en sportslig SUV.

Mindst seks modeller vil blive lanceret inden for de første 24 måneder efter, at den første model ruller ud på vejene i 2025.

Inden 2030 forventes det, at Neue Klasse vil udgøre mere end halvdelen af BMW’s salgsvolumen.
Konceptbilen BMW Vision Neue Klasse signalerer begyndelsen på en ny æra af individuel mobilitet.

 

 

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk