Det tyske firma eClassics har i samarbejde med Volkswagens varebilsdivision bygget en retro el-Van over en totalrenoveret Folkevogns-bus fra 1966, som nu kan bestilles til betragtelige 488.000 kroner.

Men virksomheden kan sagtens bygge teknikken i f.eks. et gammelt varevogns-rugbrød, som man f.eks. selv fragter ned til fabrikken i Renningen udenfor Stuttgart.

Bilen kan i princippet ikke bestilles hos din lokale danske Volkswagen forhandler, men kun hos eClassics, der også har et par udvalgte partnere, som kan indbygge ombygger-kittet i den gamle bil. Måske er der en dansk opbygger med på listen ?

Til alle udgaver med hækmotor

Man kan vælge imellem alle typer af de gamle T1-, T2- og T3 modeller med hækmotor, men resultatet er den samme, når kuren er færdig: en eldreven Transporter.

Det vil gøre det lidt billigere end hvis der er tale om en såkaldt sambabus eller Bulli, som minibussen også kaldes. De er nemlig i meget høj kurs.

Så prisen kommer nok under 400.000 kroner som varebil, og det betyder, at man ikke skal betale afgift af bilen. Om der er udfordringer med på denne måde at bygge en bil om for de danske myndigheder, ved vi ikke. Men da Volkswagen fabrikken har været inde over, så vil det være mærkeligt.

Udstillingsmodel

Egentlig blev bilen bygget som en udstillingsbil til udstillingen Techno Classica 2020 – på basis af en T1 model fra 1966, men da alle udstillinger i disse tider er aflyst, så har det sydtyske firma valgt at vise vidunderet frem nu.

eClassics har brugt Volkswagens designere til at skabe et lækkert interiør – uden at slippe det gamle koncept.

Nænsom hånd

Designerne har sammen med fabrikkens Vintage Vehicles afdeling og fabrikkens informationsafdeling med nænsom hånd gået det ydre design efter i detaljerne.

”Prisen for ombygningen til elbil vil nok ikke ændre sig meget, når det gælder teknikken, men selve køretøjet ville helt sikkert være billigere med en gammel Transporter som basis, og en eBulli ville være et særdeles smart køretøj til ”Last Mile” distribution,” siger Christian Schlüter fra presseafdelingen hos Volkswagen Nutzfahrzeuge i Hannover.

200 km rækkevidde

Den første udgave er bygget på en såkaldt Samba-bus fra Californien, og den elektriske motor erstatter den gamle boxermotor på 44 hk. El-teknikken yder 86 hk og de oprindelige 102 Nm er blevet til 212 Nm. Et litium-ion batteri sikrer power til elmotoren – ydelsen i batteriet er 45 kWh.

Bilen 1-trins automatgear har gearvælgerne P, R, N og D – samt B, hvor der er ekstra rekuperation. Det vil sige, at der samles energi op ved opbremsning.

Topfarten er begrænset til 130 km/t, hvor dens ophav fra 1966 kørte 105 km/t. Rækkevidden i eludgaven er 200 kilometer – eller det halve af den gamle bil fra 1966.

Helt ny affjedring

Det er dog ikke kun el-delene, der er nye – de gamle pendulaksler, der gav en T1 ganske usikre køreegenskaber, er udskiftet med moderne teknik med multiled-ophæng.

Før var der ikke servostyring – det er der nu, og snekke/rulle udgaven er skiftet til tandstang og derfor meget mere præcist. De gamle tromlebremser er blevet til skivebremser, men bilen har fortsat baghjulstræk.

Kabinen i Samba-bussen fra 1966 er udstyret med lædersæder og tykke tæpper – der er virkelig kræset for detaljerne.

El-delene fra ID.3 og ID.BUZZ

Kommer man selv med sin gamle Transporter, kan man i hvert fald spare en del på apteringen. Der skal jo ikke være lædersæder bagtil. Men måske et lækkert indrettet varerum. I hvert fald kan man sikkert få lov til at sammensætte bilens indretning selv.

Alle el-delene svarer til dem, man f.eks. finder i den kommende ID.3 og ID.BUZZ – og produceret hos Volkswagens komponentsektion i Kassel. Litium-ion modulerne er designet hos VW’s afdeling for komponenter i Braunschweig.

God vægtbalance

Alle komponenter bliver så modificerede, så de passer i den gamle bil. Således er batterierne placeret i bilens gulvafsnit. Det giver en perfekt balance med det lave tyngdepunkt og dermed bedre køreegenskaber.

Teknikken er helt ny – til biler, der ikke er i handelen endnu. Ladesystemet er således med CCS ladeport, så man kan bruge såvel jævnstrøm og vekselstrøm.

Med jævnstrøm er det opladning fra 2,3- til 22 kW. Med vekselstrøm kan man hurtig-lade med op til 50 kW, så man kan oplade bilen 80 procent på 40 minutter.

Hvis man er interesseret, kan man skrive til eClassics her:
anfrage@e-classics.eu
Eller kik på hjemmesiden www.e-classics.eu
Telefonnummeret på firmaet er +49 7159 9331 82.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk