(LYON)
Frankrig er ét af transportbranchens de store markeder – og det afspejlede sig på transportmessen Solutrans i Lyon forleden. Men mens de tyske producenter holder kortene tæt til kroppen indtil deres hjemmebane på IAA næste år, så brilierede deres franske konkurrenter.
Solutrans vil gerne være international – men så skal gæsterne i hvert fald forstå og tale fransk, for der var ikke så meget materiale på engelsk eller tysk.
Lastbilerne
De fleste lastbilsproducenter var på den franske messe i Lyon – men ikke lokale Renault Trucks og moderselskabet Volvo. Der var dog enkelte lastbiler hos opbyggerne – bl.a. en fejemaskine fra firmaet Johnson.
Iveco havde fokus på deres EuroCargo, som første udstillingsdag om aftenen havde opnået prisen Truck of the Year 2016 – men i øvrigt havde fuldt program på messen.
Mercedes-Benz fokuserede meget på deres Fleet Board flådestyringssystem – men viste hele paletten inklusive Fuso.
Scania og miljø
Scania viste deres miljømotorer med hybrid og biobrændstof. En specialdesignet lastbil – fra B.R.M. var trækplastret. En bil alene til det franske marked.
MAN havde fokus på deres 100 års jubilæum og viste deres særlige jubilæumsudgave – sammen med en næsten 100 år gammel MAN – dog fra 1923.
Hos DAF var det deres nyeste støjsvage lastbiler, der var i centrum – bl.a. CF, der kun støjer 72 decibel. I Frankrig har man netop søsat en projekt med brugte lastbiler med seks måneders garanti – op til fem år gamle og 500.000 km. maksimalt – inklusive finansiering og forsikring. En ny DAF app skal gøre det mere overskueligt at følge bilernes brændstoføkonomi.
Endelig udstillede Isuzu deres lette lastbilgenre – hvor flere faktisk bygges i Italien. Herhjemme er det dog p.t. kun pick up modeller der sælges.
Varebiler
Mens Renault Trucks (og Volvo Trucks) ikke var til stede på messen, så var personbilssektionen der med et væld af opbygninger på alt fra Kangoo tipbiler til Trafic ladbiler – samt Renault Master i alle afskygninger. Selv den nye MPV Espace var med som delvis Van.
Mange udstillere brugte også flittigt Renault Master til at vise deres produkter – således Oberaigner med deres 4×4 udgave af baghjulstrukne Master med spærredifferentiale og reduktionsgearkasse. Firehjulstækket tager 150 kg af nyttelasten.
Gruau el-varebil
På basis af Sevel Syd varebilen (Boxer/Jumper/Ducato) har franske Gruau udviklet el-varebilen Elektron II – med lition-jernfosfat batterier, som giver en rækkevidde på 150 km. 400 volt batteriet kan fås med kapacitet på 38- 58 kWh. Ydelsen er mellem 62 og 90 kW og momentet er 220 Nm ved 11.000 omdrejninger. Motoren er permanent-magnet synkron. Elektronik boksen er 3-fase invefrter 13,7 V – 2000 W DC7DC converter. Bilen fås i 8-22 kubikmeter varerum eller som bl.a. pick-up og busudgaver.
Trailernyt fra Frankrig
De allerstørste nyheder var at finde på trailersiden, hvor mange franske producenter viste deres kunnen. De fleste af dem har det godt på eksportmarkederne – men det var mest for at vise nyheder til deres lokale franske kunder.
Lamberet
Lamberet, Europas tredjestørste producent af køletrailere, viste deres nye SR2 X-City køletrailer med nyudviklede styrende aksler, som styres via kabler (drive-by-wire). Dette erstatter mange traditionelle systemer, som også tager mere plads op.
Merprisen er 6.000 euro eller 45.000 kroner – men alene nedsættelsen af dækslitagen er med til at hente pengene hjem. Ifølge Good-Year vil dæk holde to-fire gange længere grundet bedre manøvreevne. Der er tale om brændstofbesparelser på op mod 12 pct. fordi traileren opererer så smidigt.
Lamberet viste også flere andre nye trailere – bl.a. trailere, som også kunne køre på skinner. Der var ekstra toghjul, som kunne sænkes ned. En anden trailer var specieldesignet til medicinal branchen.
En trailer på standen blev vist med en femtedel frosttransport og fire femte dele køletransport. En dør mellem de to sektioner betyder lettere arbejde for chaufføren. Rulledøren bag med Distri+ system lukkes på 10 sekunder.
Til varebiler har Lamberet også udviklet Frigoline opbygninger til det nye Renault Trafic chassis – og som eksempel på skræddersyede løsninger vistes en Citroën Berlingo som chassis med opbygning med elektrisk fryseagregat fra Kärstner.
Vist på varebiler som prototype – men på vej til lastbiler – er Lamberets nye lette ”Easyfit” system, som kan opbygges hurtigt med en optimal køleeffekt og som betyder øget nyttelast – men også bedre ergonomi for chaufføren.
Chereau
Det franske firma har udviklet en bagdør – SmartOpen-C – som opereres med trykluft. Rulledøren lukkes på 10 sekunder. Det betyder meget for hygiejnen ved køletransport.
Også selskabets MultiDeck system skal fremhæves – hvor traileren kan opdeles såvel i forskellige etageadskillelser og i temperatursektioner – med op til 65 europaller delt op med 32 nederst og 33 øverst. Alle typer af paller kan blandes.
Fruehauf
Franske Fruehauf viste en ny citytrailer til tungt gods – med reduceret akselafstand. Traileren følger i samme hjulspor som trækkeren. På standen var traileren forsynet med en elektrisk medbringe-truck kaldet CartCity – en meget kompakt truck med fokus på by-distribution. Det betyder lavt støjniveau på 60 decibel.
Fruehauf viste også to aluminiums-trailere til kørsel med grus og lignende– kaldet Endur-AL – udviklet sammen med Alcoa. Modellerne hedder AgroMax på 55 kubikmeter (maksimum er 64 kubikmeter) OptiMum på 27 kubikmeter (maksimum er 34 kubikmeter).
Schmitz Cargobull viste deres modulære design, der kan tilpasses mange transportformer. En rammekonstruktion i-beam uden svejsninger med øget stabilitet og 10 pct. mere distributionslast.