Opel vil fra april næste år begynde at oplyse brændstofforbrugstal opgjort efter den såkaldte WLTP norm, der står for ”Worldwide Harmonized Light Duty Vehicles Test Procedure.”
Formålet med denne testprocedure er at give forbrugeren et mere realistisk tal for brændstofforbruget ved blandet kørsel end den lovpligtige EU-norm.
Første nye bilmodel, der bliver brændstofmålt efter WLTP normen, bliver den nye Opel Astra. Fabrikken tager også fat på at forbedre SCR teknologien på dieselmotorer for at nedbringe udledningen af kvælstofilter (NOx) yderligere.
Også store varebiler
”Det vil heller ikke være et problem at finde WLTP normen for eksempelvis vores varebiler så som Vivaro og Master – for det handler blot om en ekstra testcyclus. Ifølge den tyske sammenslutning af tyske bilproducenter, VDA, betyder WLTP normen en cirka 20 procent ændring af forbrugstallene,” siger pressechef Erik Morsing, Opel Danmark.
Udgangspunktet er her at mindske emissionerne ved kørsel på landevejen under naturlige kørselsforhold i stedet for blot at overholde de gældende lovkrav, der kun omfatter laboratorietest.
43.000 kundesolgte biler
Arbejdet med at forbedre Euro 6 SCR teknologien og mindske udledningen af kvælstofilter er påbegyndt og vil blandt andet omfatte 43.000 biler fra en gruppe af frivillige ejere af bl.a. Opel Zafira Tourer, der herhjemme også sælges som varebilen Flexivan. I årets første 10 måneder blev der solgt 131 Zafira Flexivan herhjemme.
Desuden cabrolet-udgaven Cascada og jobbilen Insignia, der ifølge tyske medier forventes at komme i en helt ny udgave – dog nok ikke før 2018-årgangen.
Ejerne af disse biler vil blive tilbudt en ny kalibrering af motorstyringen til deres bil, når den er færdigudviklet efter de nye retningslinjer.
Ny EU-norm ikke vedtaget
Den nye WLTP-test har været planlagt længe som ny standard fra EU – men den er dog ikke vedtaget 100 procent. Den forventes dog at blive indført allerede fra 2017.
Opel tager bare forskud på glæderne. Men vil sideløbende oplyse den nuværende optimistiske norm, som bestemmelserne foreskriver.
Ikke mindst den verserende Diesel-Gate sag fra VW-gruppen har sat yderligere skub i fabrikkernes arbejde på at gøre deres bilers forbrugstal mere realistiske. Opel er en del af General Motors koncernen med hovedsæde i USA – hvor Diesel Gate sagen begyndte.