En samlet syvendeplads blandt alle varebiler solgt i Danmark i årets første seks måneder – men en førsteplads i sin klase. Det er resultatet for den nye Peugeot Partner Van, der har 21,4 pct. markedsandel, ifølge tal fra De Danske Bilimportører, DBI.
Partner er sammen med søstrene Citroën Berlingo og Opel Combo blevet hædret med priserne Van of the Year i Europa 2019 og Årets varebil i Danmark 2019.
Salget af den nye Partner Van Van er steget med hele 63 pct. i forhold til forgængerens præstation samme periode sidste år.
Udnytte nyhedsværdien
”Vi fik skudt salget rigtig hurtigt i gang og kunne på den måde udnytte både momentum i nyhedsværdien og den positive omtale, som de fine priser gav. Herudover har vi en rigtig stærk organisation med professionelle forhandlere og nogle virkelig dedikerede erhvervssælgere. Og så må jeg bare sige, at PSA har lavet et pletskud med denne varebil. Den rammer målgruppen perfekt med en overbevisende TCO og en hverdagsluksus, som brugerne sætter stor pris på,” siger salgschef for varebiler, Sten Bonne Schwaner, fra den danske importør.
Højt sikkerhedsniveau
Målsætningen for den nye varebil er bl.a. at tilbyde kunderne en varebil, der sætter nye standarder for moderne sikkerhedsudstyr i klassen af små varebiler.
Det betyder, at udstyr som automatisk nødbremse, aktiv vejbaneassistent, seks airbags, fartpilot med fartbegrænser og skiltegenkendelse er standard fra udstyrsniveau 2, Partner Van Plus, mens Surround Rear Vision (digitalt bakspejl og bakkamera, der forhindrer blinde vinkler) er standard på Ultimate udstyrsversionen.
En tredjedel af salget
”Kigger man på fordelingen af salget på de forskellige udstyrsniveauer, er der ingen tvivl om, at kunderne netop prioriterer sikkerhed. Hele to tredjedele af Partner Van salget udgøres af Plus-niveauet, mens Ultimate er det næstmest solgte udstyrsniveau,” siger Sten Bonne Schwaner.
Lægger man det samlede salg af trekløveret Partner, Berlingo og Combo sammen, udgør det mere end en tredjedel af salget i den lille klasse.
Positiv udvikling
Generelt er varebilsmarkedet i fremgang. Salget af ”rigtige varebiler” er steget med 3,6 pct. i forhold til sidste år – og det betyder, at de nu udgør 81,4 pct. af det totale varebilssalg, mens salget af ombyggede personbiler og pick-ups er gået tilbage.
”Det øgede salg af varebiler afspejler en positiv udvikling i samfundet med vækst inden for bl.a. byggebranchen og andre erhverv. Dette ses også på målgruppen af Partner Van kunder, hvor der er en stigning af mindre personlige virksomheder og erhvervsdrivende,” siger Sten Bonne Schwaner.