Mazda er fra Japan, hvor køreegenskaber i reglen ikke anses for at være så vigtige – men Mazda 6 er ekstremt velkørende og en perfekt langtursbil i den nyeste og opdaterede udgave.

Trafikken i Japan er meget tæt, og man holder mere i kø end får prøvet en bils trækevne og køreegenskaber. Men hos Mazda har man med deres model 6 Van bygget en bil, som er en ren cruiser på de lange ture. Helt som europæerne kan lide det.

Vi tog den en tur fra København til Aarhus og retur, og man føler sig virkelig godt tilpas. Én ting er, at sæderne byder på rigtig god støtte til langturen – en anden ting er, at bilen er ganske letkørt. Selv godt fyldt op med gods.

Head-up display

Bag rattet har man som nævnt en bil med meget sikre køreegenskaber – og man sidder godt bag læderrattet (med varme) i det el-indstillelige og ventilerede førersæde (også med varme.) Overskueligheden er forbedret med bilens head-up display.

Der er 2-zone klimaanlæg, og vi kan også nævne 8-tommer touchscreen med navigation, der styres via en drejeknap mellem sæderne. Bilens automatgear skifter silkeblødt – og man kan vælge selv at skifte gear via skifteplader bag rattet.

Bilen er måske ingen racer, men bestemt heller ingen sinke. Med den testede topmodel Optimum har man 184 hk til rådighed – og det giver her en topfart på 220 km/t og acceleration til 100 km/t på ni sekunder.

Med AdBlue tilsætning

Mazda arbejder med Skyactiv motorteknologi, som i testbilen er efter nyeste Euro 6D Temp udgave – det betyder et gennemsnitsforbrug på 16,9 km/l efter WLTP metoden. Tidligere klarede Mazdas dieselmotorer sig uden SCR katalysator og AdBlue tilsætning til NOx-behandling – det går ikke længere.

Fartpilot og fartbegrænser er standard – og man kan med den adaptive fartpilot selv indstille afstanden til den forankørende bil. Her skal vi også nævne bilens nødbremse med fodgængergenkendelse samt linjevogter.

Dertil BLIS (Blind Spot advarsel), 360 graders kamera, træthedsregistrering og skiltegenkendelse. Testbilen havde også LED lygter, som giver et fantastisk lys i mørke.

Rummelig og praktisk

Udstyret omfatter desuden aluminiumsfælge med 19 tommer Yokohama lavprodildæk, elektronisk håndbremse, alu-tagræling, kopholdere – og i testbilen desuden læderindtræk.

Som Van er den ganske rummelig – cirka 1.600 liter – og med en læssehøjde på 640 mm udvendig og bare 40 mm indvendig er det en praktisk bil i det daglige. Der er midterboks mellem sæderne med låg som armlæn – men ikke lås på handskerummet. Vi skal fremhæve trailervægten på 1.600 kg.

Mazdas vellykkede design skyldes fabrikkens særlige KODO designfilosofi med ”Soul of Motion” udtryk.

Mazda 6 SW 2,2 diesel Optimum:
Motor: 4 cyl. diesel. Skyactiv.
Miljø: SCR katalysator og AdBlue tilsætning.
Slagvolumen: 2.191 ccm.
Ydelse: 184 hk v. 4.000 omdr.
Moment: 445 Nm v. 2.000 omdr.
Miljø: Euro 6D Temp.
Gennemsnitsforbrug WLTP: 16,9 km/l.
CO2 udslip: 152 g/km.
Topfart: 220 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 9 sek.
Affjedring: Uafhængig for og bag.
Bremser: vent. skiver/skiver. Esc, ABS.
Totalvægt: 2.260 kg.
Køreklar vægt: 1.775 kg.
Trailervægt: 1.600 kg.
Varerum: ca. 1.600 liter.
Læssehøjde: 640 mm.
Vendediameter/kantsten: 11,8 m.
Fabriksgaranti: 3 år/100.000 km.
Pris testbil ekskl. moms: 320.835 kr.
(Diesel-aut. Premium fra 242.712 kr. plus moms.)
(Optimum diesel SW aut. fra 275.770 kr. plus moms.)

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk