FTCC er DAF’s svar på at forbedre transporteffektiviteten. Konceptet omfatter to nye, patenterede chassisdesign-udviklinger – baseret på DAF’s LF serie. Det giver lavere brændstofforbrug og reducerer CO2-emissioner.

Der er tale om en prototype af en distributionslastbil med en lavere egenvægt. Takket være det patenterede chassisdesign samt brug af letvægtsmaterialer og
-komponenter opnås der med FTCC en vægtbesparelse på 500 kg på en 12 ton LF lastbil, som allerede byder på lav egenvægt og høj nyttelast.

FTCC er baseret på DAF’s LF serie, og lastbilen er bygget af Leyland Trucks i tæt samarbejde med både Sapa Profiles UK, der har arbejdet intensivt sammen med DAF på designet, og som har leveret de ekstruderede aluminiumsprofiler til bilen.

Nødvendige tests
CSA Group har bidraget med at få lastbilen godkendt og  få gennemført de nødvendige tests af lastbil samt opbygning. Projektet har været finansieret af Innovate UK under den britiske regering.

Der er blevet anvendt ekstruderet aluminium i stort omfang for at opnå et optimalt forhold mellem vægt og stivhed. For eksempel er bl.a. side- og tværvangerne, dele af affjedringen, karosserigulvet og den forreste underkørings.kofanger fremstillet af aluminium.

Den forreste underkørings-kofanger er monteret på et nydesignet og ny-patenteret front-rammemodul. Dette modul er fastgjort til sidevangerne, da de er kortere end lastbilen.

Pladsudnyttelse
Herved  er opnået optimal pladsudnyttelse. En anden patenteret løsning er, at karosserigulvet er integreret i chassisrammen, da undervognen er indbygget i sidevangerne til hovedchassisrammen.

Ud over de mange vægtbesparelser har projektet også omfattet en række andre avancerede elementer som f.eks. en uafhængig luftaffjedring foran med tandstangsstyring, som har haft til formål at undersøge, hvilke forbedringer, der kan opnås i forhold til kørekvalitet, styrepræcision og pladsudnyttelse.

“At introducere vægtbesparelser er kernen i vores globale bestræbelser på at reducere brændstofforbruget og dermed emissionerne. Og at øge nyttelasten, uden at det går ud over lastbilens integritet, er en altafgørende del af den proces. Med vores FTCC-projekt har vi opnået vores mål: en 30 pct. vægtbesparelse ved at fokusere på de komponenter, der udgør lastbilens hovedchassisramme, undervogn, foraffjedring og styretøj,” siger overingeniør ved fabrikken i Storbritannien, Rob Lawton, der har stået i spidsen for projektet.

Vægtbesparelser
FTCC er et godt eksempel på, hvor stort potentiale der er i at udvikle vægtbesparende teknologier.

Lastbilen vil blive vist frem ved en række internationale begivenheder for at demonstrere dens mange teknologiske fremskridt.

Der er tale om en studiemodel, og foreløbig er der ingen planer om at sende den på markedet. Men den er udstyret med en lang række teknologier, som kan vise sig at være fremtiden, såfremt de også er økonomisk bæredygtige.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk