(GENÈVE)
–
130 nyheder er udstillet i nok Europas hyggeligste biludstilling – og mange af dem bliver også monteret med gule nummerplader, når de dukker op på danske veje i løbet af året.
De fleste måske ikke i det store styktal – men spørger man informationscheferne hos de danske importører, siger de samstemmende, at gulplademarkedet er vigtigt både i forbindelse med salg og i forbindelse med eftermarkedet.
Af de 40 mest solgte varebiler i 2014 var de 14 af dem faktisk ombyggede personbiler – mere end en tredjedel.
Golf med ny teknologi
Mest solgte blev i den forbindelse VW Golf på en 12. plads med 612 enheder som Van – og på messen i Genève kan man bl.a. se verdenspremierer på bilen med TSI benziner med Blue Motion teknik, samt en stationcarudgave med GTD dieselteknik på 184 hk og 231 km/t på toppen og 22,7 km/l. Plus diverse prototyper med el- og brint-teknik.
Næstmest solgte gulplade-Van er VW Touran på en 16. plads med 407 enheder – og som er ny i Genève. Vi skrev om den her på sitet i går. Nummer 17 en Nissan Qashqai, som netop er kommet med nye motorer. I alt 402 Qashqai Van blev solgt i fjor.
Kadjar med Qashqai teknik
I Genèveer det alliancepartner Renault, der står for den helt store nyhed til Van-købere: Kadjar – en bil, der helt og holdent er bygget på platform (FMP) og teknik fra Qashqai. Kun designet er Renaults eget. Motorerne på 110 og 130 hk er kendt dieselteknik fra Renault. I august er den her. Den nye Espace MPV fra Renault kommer allerede før sommerferien.
Fra franske PSA/Peugeot forventes både den nye Peugeot 208 og nye Citroën C4 at skulle sælge godt som Van’s – i 2014 blev det for 208 ialt 48 enheder (en tredjedel af salget i 2013) og C4 dog beskedne 12 enheder. For Citroën er det C4 Cactus, der storsælger som Van – 284 blev det til i fjor.
Flere BMW 2-serie Van’s
Hos BMW forventer pr-chef Mette Lolholm meget af nyhederne fra BMW – bl.a., at den nye Gran Tourer udgave af BMW’s 2-serie vil sælge mere som gulpladebil end den nuværende kortere Active Tourer – men også at 1-serien, der altid har været populær som Van, vil få et bedre salg i den helt nye og forbedrede udgave. Der blev solgt 79 BMW 1-serie Van i fjor – men kun syv 2-serie. Bilen kom dog sent på markedet i fjor.
Fra Kia ses i Genève den nye Cee’d stationcar GT – 32 Cee’d blev der solgt som Van’s i fjor. Fra søsterselskabet er der premiere på den nye Tucson SUV, som afløser IX35. Den solgte dog kun i seks Van-udgaver i fjor.
Hos Toyotas ses de nye Auris og Avensis modeller med kraftige facelifts og ny kabine til storebror, som fås med 1,6- og 2-liter BMW turbodieselmotor på henholdsvis 112 og 143 hk. 24,4 km/l klarer den mindste Avensis. Ny er en 1,2 turbobenziner på 116 hk til Auris. Det blev til 58 Auris Van i 2014 – mange som hybridudgave – men kun til syv Avensis Van.
Elegant mini-SUV
Mazda har allerede løftet sløret for den nye elegante CX3 mini-SUV, der er lanceret i USA – og vi har også skrevet om bilen, men nu har den fået Europa premiere i Genève. Platformen deler den med Mazda 2, men motorer kommer fra Mazda 3 i både benzin- og dieseludgaver.
Endelig kan vi nævne Subaru med deres Levorg, der efter premieren i Japan i fjor, nu er i Europa med turbobenzinmotorer på 1,6 og 2 liter. Ydelser 170 og 300 hk. Søstermodellen Forester blev solgt i 55 Van udgaver i 2014.
Er man til let off-road kan man se på den faceliftede Land-Rover Evoque – der solgte som Van i 16 eksemplarer i 2014, nye Passat Variant i Alltrack udgave (Passat generelt blev solgt i 19 eksemplarer i fjor) – eller Audis nye Q3 RS med 367 hk. 4,3 sekunder til 100 km/t og en topfart på 280 km/t. 42 Q3 blev solgt som Van’s i fjor.
Volvo eftertragtet
Den nye Volvo XC 90 er allerede på trapperne efter premieren på Paris udstillingen i efteråret – og den får følgeskab af den nye V60 Cross Country, som pr-chef Jan Larsen fra Volvo Danmark tror vil blive meget populær som Van – den er en del billigere end XC 60 Van og man har samme høje indstigning. 99 XC 60 blev der solgt i fjor som Van.
Er man til race, er der oceaner af muligheder på baggrund af nyhederne i Genève – således OPC udgaven af den nye Corsa og så den heftige nye Focus RS. 35 eksemplarer af Corsa og 63 eksemplarer af Focus blev solgt som Van’s i 2014. Det kan blive til en racer-udgave i år.
Heftig Mercedes
En AMG udgave af den nye Mercedes-Benz coupéudgave GLE er også for viderekomne. Den er en coupé afart af Mercedes M klassen – men bliver lidt dyrere. Udstyrsniveau kan varieres – op til AMG. Der blev solgt 102 Mercedes M-klasse som Van i 2014. Konkurrent til BMW X6.
Vi vil vende tilbage med et kik på de mange show-cars – men kan dog også fortælle, at producenter af Isuzu og Mitsubishi lader hånt om, at der er tale om en personbilsmesse – og udstiller deres D-Max og L200 pick up udgaver – sidstnævnte vender vi også tilbage til, da det er en verdenspremiere.