Både salget af last- og varebiler er gået kraftigt frem i begyndelsen af i år – og er godt på vej tilbage mod de mere normale tider, der var før Corona-krisen holdt sit indtog.

Den tilbagegang, der var i salget af varebiler i begyndelsen af 2021, er indhentet i marts med en stigning på 37,7 pct. – mens tallet for første kvartal viser en fremgang på 5,7 pct.

Det fremgår det af de nyeste tal fra DBI, De Danske Bilimportører.

Stigende efterspørgsel

Antallet af indregistrerede varebiler i marts var 3.777, hvilket altså er 37,7 procent flere nyregistrerede varebiler end samme periode sidste år, dermed kommer antallet af nyregistreringer i første kvartal af 2021 op på knap de nævnte seks procent over første kvartal i 2020.

“Vi ser overordnet en særdeles tilfredsstillende efterspørgsel på varebiler, der siden en kort nedgang i foråret sidste år, har oplevet en stigende efterspørgsel. De udsving vi har set i løbet af det første kvartal i 2021 kan i høj grad tilskrives afklaringen af nye afgifter og vilkårene for indbetaling af disse.” lyder det fra Mads Rørvig, adm. direktør for De Danske Bilimportører.

På vej mod normal situation

Ser man tilbage på 2019 lå salget af varebiler i første kvartal på 8.671 enheder – og for marts alene på 3.356 enheder. Så der er ikke så langt til, hvad man kan kaldet normal situation.

Variationen for specielt marts måned er naturligvis præget af nedlukningen i ’20 samt i ’21 af hhv. afklaringen af de nye afgifter og ikke mindst vilkårene for indbetaling af disse, men samlet set er et første kvartal knap 6 procent over sidste år ganske tilfredsstillende.

Især de tungeste vægtklasser

Når det kommer til vægtklasserne, var det især den tungeste vægtklasse (over 3.490), der havde en positiv effekt på det totale antal nye registreringer. Med en fremgang på 4,5 procentpoint, i forhold til første kvartal 2020, stod de tunge varebiler for 21,1 procent af de nytilkomne varebiler.

Væksten der ses i de tunge varebiler, er sket på bekostning af de mindste varebiler (op til 2.500 kg), der nu kun udgør en markedsandel på 28,8 procent, hvilket er et fald på 6,7 procentpoint sammenlignet med første kvartal 2020.

Lastbilsalg vokser meget

Også lastbilsalget oplevede nedgang i starten af året, men branchen vendte skuden i februar og kom stærkt tilbage i marts med 524 nyregistreringer, hvilket er en stigning på 45,6 procent sammenlignet med marts sidste år.

Marts bringer altså det samlede antal indregistreringer for første kvartal i 2021 op på 1.226. der er 9,4 procent højere end første kvartal 2020.

“På trods af en lille nedgang i slutningen af 2020 og starten af 2021 ser vi en ganske stabil stigning i efterspørgslen på lastbiler i første kvartal af 2021. Vi har derfor positive forventninger til de kommende måneder, hvor vi håber på en fortsat stigning,” siger Mads Rørvig.

Bedre end 2019

I 2019 blev der i første kvartal til sammenligning solgt 1.302 lastbiler – mens tallet i marts var 408 enheder. Her er salget i år således godt langt forbi salgstallet fra 2019.

Med marts måned fortsætter 2021 med at have fremgang i salget af lastbiler. Dog er stigningen i marts markant større end den mindre stigning vi så i sidste måned.

Med 524 indregistrerede lastbiler i marts 2021 er der altså sket en stigning på 164 nye lastbiler (45,6 procent), når man sammenligner med marts 2020.

1.226 nye lastbiler

Samlet er der, i det første kvartal i 2021, kommet 1.226 nye lastbiler ud på de danske veje, hvilket er 9,4 procent flere nyregistrerede lastbiler end første kvartal sidste år, hvor der blev indregistreret 1.121 lastbiler.

I første kvartal af 2021 er det de mellemtunge lastbiler (16,001 til 24 ton), der har øget deres andel af markedet (2,7 procentpoint), mens de største (over 24 ton) lastbiler har tabt 3,0 procentpoint af deres andel af markedet.

Scania et mulehår foran

De mindste lastbiler har ikke oplevet store ændringer og udgør stadig lige over ni procent af markedet.

Mest solgte lastbilsmærke i marts var Scania med 157 enheder – efterfulgt af Volvo med 144- og Mercedes-Benz med 99 enheder. Herefter fulgte MAN med 71-, Iveco med 24-, DAF med 15- og Renault med fem enheder.

Busserne kører bedre

Busserne har også, med en stærk februar måned i 2021, indhentet tilbagegangen fra januar og når dermed op på et samlet antal registreringer for kvartalet, der ligger på samme sted som det første kvartal 2020.

I marts måned 2021 blev der indregistreret 25 nye busser, hvilket er en tilbagegang på 8 busser (24,2 procent) sammenlignet med marts 2020.

Samlet set for første kvartal af 2021 har bussalget altså i februar måned med 90 nyregistrerede busser og 25 busser i marts indhentet sit tabte salg fra januar, hvor ikke en eneste ny bus blev registreret.

Store forventninger til 2021

Dermed ender det samlede antal nyregistreringer for kvartalet på 115 busser, hvilket er en mere end i første kvartal 2020.

Bussalgets udvikling skal som altid tages med nogle forbehold, da vi analyserer relativt små tal, og da enkelte leverancer eller udeblivelsen af samme kan påvirke udviklingen markant.

Som følge af at mange trafikselskaber udskød deres køb af nye busser i 2020, er det forventninger om et fornuftigt bussalg i 2021.

Salgstal for varebiler 1. kvartal 2021:
Ford Transit Custom 1.355 enheder
Mercedes-Benz Sprinter 574 –
Volkswagen T6 560 –
Mercedes-Benz Vito 523 –
Ford Transit 2 tons 513 –
Renault Trafic 322 –
Peugeot Expert 298 –
Renault Master 295 –
Volkswagen Crafter 252 –
Ford Transit Connect 244 –

Salgstal for varebiler marts 2021:
Ford Transit Custom 562 enheder
Ford Transit 2 tons 257 –
Volkswagen Crafter 93 –
Mercedes-Benz Sprinter 228 –
Mercedes-Benz Vito 214 –
Renault Trafic 161 –
Peugeot Expert 139 –
Renault Master 136 –
Citroën Jumpy 129 –
Ford Transit Connect 107 –

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk