Renault Trucks har netop præsenteret en særlig udgave af deres nye elektriske ”D Wide Z.E.” lastbil med nedbygget førerhus, som sikrer en meget let indstigning i førerhuset.

Det sikres med en højde, der er 200 mm lavere end en normal Renault D-serie lastbil. Dertil kommer en mulig knælefunktion, som sænker lastbilens front med ekstra 70 mm.

Det betyder meget for personale, der måske skal ind- og ud af førerhuset 100 gange om dagen.

Distribution og renovation

Fabrikken har især haft distribution af fødevarer og renovationsopgaver i byzoner i tankerne på den nye LEC-udgave (Low Entry Cab).

Men fabrikken forventer også afsætning af den nye lastbil til byggebranchen og til servicevirksomheder. I hvert fald kan lastbilen allerede leveres nu.

Udover den lettere adgang, har Renault også gjort ekstra ud af ergonomi, udsyn og sikkerhed – bl.a. med nye sæder og brug af større glaspartier i bl.a. siderne.

Fokus på arbejdsmiljø

Den nye el-lastbil opfylder naturligvis alle de krav om zero-emission, der kommer fra bl.a. større byer i Europa.

Men desuden er det fokus på godt arbejdsmiljø. Således er det let at bevæge sig rundt i kabinen.

Renault Truck har udviklet den lave lastbil sammen med karosseri-virksomheden Estephe. Der er tale om en lastbil i 6×2 udgave med medstyrende bageste aksel.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk