Efter at hele godstransporterhvervet har været holdt som gidsler under en voldsom politisk rutsjebanetur gennem to år, fandt Europa-Parlamentet omsider den sunde fornuft og viljen til handling frem, da vejpakkerne i sidste øjeblik inden Europa-Parlamentsvalget blev stemt igennem.
– Det var på tide.
Sådan siger DTL – Danske Vognmænds administrerende direktør, Erik Østergaard, i en første kommentar til formiddagens afstemninger i Europa Parlamentet.
Fornuften har sejret
”Alt tyder nu på at vi får bedre regler både, når det gælder køre- og hviletid, cabotage og udstationering. Fornuften har vundet en sejr i dag,” siger Erik Østergaard.
Han advarer dog om, at intet er endelig afgjort.
”Der udestår stadig en proces i EU-systemet, inden vi kan sætte hak ved nye og bedre regler. Men afstemningerne i dag er et stort skridt i den rigtige retning. Det var godt nok også i sidste øjeblik, for processen om vejpakkerne har været kilde til en alvorlig tvivl om Europa-Parlamentets og EU-systemets evne til at finde reelle løsninger på reelle problemer,” siger Erik Østergaard.
Stort flertal
Han hæfter sig ved, at afstemningsresultaterne var med både to tredjedel flertal og tre fjerdedele flertal – og altså endog meget store flertal.
Det udstiller problemerne, der har været i ikke mindst Europa-Parlamentets transportudvalg, TRAN, hvor en tumultagtig proces fyldt med benspænd til det sidste har forsøgt at gøre afstemningerne i dag så vanskelige, at de ville bortfalde.
”Jeg tvivler på, at det rumænske formandskab vil være særligt ivrige efter at få drevet processen videre, og derfor er min glæde over dagens resultat da også med forbehold for, hvordan den videre proces kan blive og hvad, der kan nås inden valget. Men afstemningerne i dag kunne lige så godt have risikeret slet ikke at finde sted, så i dag er isoleret set et gedigent skridt i den rigtige retning,” siger Erik Østergaard.