I bedste IKEA-stil sender svenske Armaton deres nye letvægts aluminiumslad af sted i en flad pakke som samlesæt.

Det er en verdensnyhed, som den svenske virksomhed Armaton viste på Renault Trucks stand – fortalte tidligere VBG-salgschef Lennert Klingzell, som nu er skiftet til Armaton, som også har til huse ved Vänersborg.

Universal-løsning

Nyheden er et aluminiumslad, hvor der ikke er faste fastgørelses-kroge i ladet, men i stedet for en rende i den nederste kant, så fastgørelses-stropperne kan monteres overalt, så det passer til godset.

Modular Platform Kit bliver det nye letvægtslad kaldt, som på Transport 2019 var monteret af Danlad på en Renault Master – og stod på Renault Trucks stand. Ladet er udviklet til varebiler i 3,5 tons klassen.

Uden specialværktøj

Armaton, som er en del af selskabet Forankra Group, har udviklet ladet som samlesæt i bedste IKEA-stil – og man modtager en helt flad pakke. Ladet kan samles uden specialværktøj – der skal ikke svejses. Man har her fokus på små og mellemstore opbygger-selskaber.

Opfindelsen, som foruden et lad også omfatter en box-orienteret opbygning, er udviklet af Ragnvald Andersson.

Effektiv og sikker transport

”At gøre det muligt at placere fastgørelses-stropper både i fronten, i siden og bag godset, gør det lettere at sikre godset. Det giver en mere effektiv og sikker transport,” udtaler opfinderen.

“Da der er tale om enkle samlesæt, kan man også skræddersy en løsning, som en kunder efterspørger – og så er prisen rimelig,” lovede Lennert Klingzell.