Der kommer flere og flere elektriske biler og varebiler – og man kommer efterhånden langt på en opladning, men pas på højrefoden.

Batterierne bliver større og de nyeste elbiler kører op mod 500 kilometer på en opladning, men hvis man drister sig udenfor bymæssig bebyggelse, skal man huske kortet over ladestandere – som man finder hos strøm-udbydernes app.

Vi har senest prøvet både Nissans Leaf personbil, Nissan eNV200 Evalia minibus og eNV200 varebil – og ingen af dem klarer en egentlig langtur uden en opladning undervejs – især ikke, hvis man også bevæger sig ud på en motorvej og følger trafikken med 110-130 km/t. For så øges forbruget betragteligt. Vælg lastbilssporet – for kører man kun 80-90 km/t kommer man pludseligt meget længere.

Relativt korte ture

Vi har dels været i Køge og dels i Helsingør – ad motorvej den ene vej – og begge gange var det vigtigt at lade efter, og begge steder med en vis afstand fra bymidten, hvor vi havde ærinde. Men det er jo sundt med en rask spadseretur – hvis man har tid.

I Helsingør viste det sig endda, at ejerne af fire ikke-elbiler havde formastet sig til at parkere deres køretøjer i el-båsene. Men der var da heldigvis en enkelt stander tilbage (nummer fem bås var besat af en opladnings hybridbil).

Ingen af stederne nåede bilerne at blive helt opladet – men man lærer, når man kører elbil, at benytte sig af enhver mulighed for at sjatlade, for man ved ikke altid, hvornår den næste chance byder sig. Især ikke, når man prøvekører elbiler – for så har man i reglen ikke en ladeboks derhjemme, som er alfa og omega for en elbilejer (med eget hus).

Quick-ladere

Derfor var vi glade for at kunne benytte CHADeMO quick-laderen hos den lokale Nissan forhandler Autonorden, for her gik opladningen af vores eNV200 testbil meget hurtigere. 80 procent klares på ca. 30 minuter. Vi gik fra 20 til 86 pct. eller en rækkevidde-forlængelse fra 74- til 218 km.

Vi var også en smuttur i Dragør, hvis en eon-stander endda var ude af drift – men en anden var i orden. Det var ikke meget strøm, vi nåede at hente under en travetur rundt om byen.

Vi samlede dog så meget strøm op, at rækkevidden gik op til 251 km (fra 208 km) – også efter ca. en halv time.  Vi så maksimalt rækkevidde på 274 km. på displayet i instrumentbrættet.

Større batteri

Både Leaf og eNV200 har fået et større 40 kW batteri med 60 pct. længere rækkevidde end tidligere, men stadig kun med 200 km rækkevidde efter nyeste WLTP metode (275 km med NEDC metoden). I vintervejrlig må man forvente, at rækkevidden også bliver mindre.

Fordelen ved bilerne er, at man kan benytte bilernes E-pedal/B-knap, som meget effektivt opsamler bremseenergien til ekstra strøm. Så når man bevæger sig i bytrafik, kan man komme langt uden at lade op.

Er man håndværker eller anden erhvervsdrivende og kun kører i en større by, kan man sagtens vælge en elbil uden at risikere at gå i stå i løbet af dagen. Man skal bare huske at lade op om natten.

Ikke varmepumpe

Nissan arbejder med varme i rat og i sæder, men man har ikke valgt varmepumpe, som man gør i søsterselskabet Renault.

Bilerne kan dog oplades via elstandere i byen. Hjemme med et kabel til husnettet tager det 12 timer.

Men – kan man lære at køre bilen rigtigt, så får man en særdeles komfortabel bil. Der er ingen støj af betydning – 26 decibel er støjen målt til – og det er som blade, der blæser i vinden.

Hurtig acceleration

Og så har bilen en forrygende acceleration – for elbiler har max moment fra 0 km/t. Den kommer altid først over krydset. Fint, hvis man skal skifte bane eller hurtigt ud fra en gade. Det gælder også, når man kører med læs – bilen er et lyn. Der er dog en del dækstøj.Alle Nissans elbiler har trinløst automatgear og er meget lette at køre.

For erhvervslivet vil det mest interessante være, at den er 40 pct. billigere at køre i end en diesel ifølge Nissans tests. Eller 15-18 kroner på 100 kilometer.

Lang garanti

Det skal nævnes, at Nissan har en fem års garanti (eller 100.000 km) på elbils-komponenter – og en batteri-kapacitets garanti på otte år (eller 160.000 km). Bilens øvrige garanti oplyses på tre år eller 100.000 km. med desuden med en udvidet trygheds garanti i yderligere to år. Plus fem års vejhjælp (eller 100.000 km).

Affjedringen (bladfjedre bag) er ganske komfortabel med læs, men den er lidt stiv i betrækket på ujævn vej uden læs, og kabinen føles smal og sæderne lodrette og lidt hårde. Rattet er kun en-vejs justerbart i eNV200.

7-tommer touchscreen med navigation er standard i den prøvede ”Premium” model, hvor man også har glæde af bakkamera. Navigation er også standard i Leaf – plus Around View Monitor, Bakalarm, Parkerings-advarsel, alufælge og fartpilot.

Forvarme/forkøle bilen

Der er dog mulighed for via batteriet at forvarme/køle bilen. Temperaturkontrollen kan fjernbetjenes via app på PC, iPAD eller mobiltelefon.

eNV 200 har samme forseglede litium-ion batteripakke som Leaf – med 48 moduler – gemt under varebilens gulv, så varerummet fortsat er på 4,2 kubikmeter som i dieseludgaven. Med plads til to Euro-paller.

450 kg  trailervægt i eNV200

Med 4,2 kubikmeter varerum er der plads til to Europa paller eller last på op til 742 kg.
Der er en skydedør – men man kan få bilen med to skydedøre.

Nævnes skal også den lave læssehøjde på 52 cm. Et minus for en del kunder vil måske være, at bilen ikke kan trække en trailer på mere end max. 450 kg.

Leaf kan bygges om til Van, men i forhold til hvidpladebilen er det så kun momsen, som man sparer. Men der er fordele i form af grøn profil for et firma.

Faktaboks Nissan eNV200/Leaf ”40 kW”:
Motor: el-motor
Ydelse: 109 hk (Leaf 150 hk)
Max. moment: 254 Nm (Leaf 320 Nm)
Batterikapacitet: 40 kW (litium-ion)
Rækkevidde WLTP gennemsnit: 200.
Rækkevidde NEDC: 275 km
Elforbrug: 259 Wh/km
Topfart: 123 km/t (Leaf 144 km/t)
Acc. 0-100 km/t: 14 sek. (Leaf 7,9 sek)
Gearkasse: Trinløst automatgear.
Totalvægt: 2.240. (Leaf 1.995 kg)
Køreklar vægt: 1.498 kg.
Lasteevne: 742 kg.
Max trailervægt: 450 kg. (Leaf 0 kg).
Garanti: 3 år/100.000 km. (og 5 år/100.000 km for redningsassistance).

Priser eNV200/Leaf:
Priser i Danmark: Fra 210.050 kroner.
(Nissan eNV200 Van testbil med Premium udstyr, ekstra skydedør og LED lys i varerummet koster 243.300 kr. plus moms).
Personbilen Nissan Leaf koster fra 283.880 kr.
Den testede Leaf med Tekna udstyr: 315.280 kr.
Ved køb af Nissan elbil følger gratis strøm i to år med – og gratis wallbox hjemme.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk