Man skal ikke altid lade sig ”nøje” med den bagakseludveksling, som lastbils-fabrikkerne tilbyder sine lastbiler som standardudrustning.

I princippet er det ikke en nyhed, at bagtøjsudvekslinger bør specificeres – det gør lastbilssælgeren og kunden oftest i fællesskab i forhold til bilens planlagte arbejde.

Men måske sjældnere i nogle tilfælde – og der er faktisk mange penge at spare ved at specificere bagaksel-udvekslinger efter kørselsforholdene.

Valg mellem tre

“Lastbilproducenterne tilbyder typisk deres flådekunder et valg mellem to- eller tre fabriksmonterede akseludvekslinger og anbefaler et af disse alt efter land og anvendelse, hvilket i reglen skaber en fornuftig balance mellem ydeevne og økonomi,” siger Nathan Wilson, markedsudviklingschef hos Allison Transmissions.

Han fortæller, at standarden historisk altid har været en akseludveksling – som producenterne har valgt for at give den bedste ydelse ved en hældning på 30 procent og derover.

Selvom dette passer godt til mange kunder, støder man i virkeligheden sjældent på stigninger af denne grad – og presset for at reducere omkostninger og miljøpåvirkning er taget til i de seneste år.

Tre pct. besparelse

Allison kørte simuleringer på iSCAAN-softwareprogrammet (Internet System for Computerized Application Analysis).

Disse simuleringer viser op til tre pct. brændstofbesparelser – og det har fået et engelsk renovationsselskab – Biffa – til at ændre specifikationen på 38 nye Mercedes-Benz renovationslastbiler.

Her har det drejet sig om optimale akseludvekslinger for en række Mercedes-Benz Econic renovationsbiler med 270-, 300- og 350-hestes motorer.

Ændret bestillingen

Her fandt man ud af, at en ændring af akslerne på de britiske renovationsbiler fra en standard 6,84:1 udveksling til en lavere 6,0:1 udveksling kunne reducere brændstofforbruget med de nævnte tre pct, samtidig med at det sænkede støjniveauet i førerhuset.

Som en følge af dette har det engelske firma ændret sin nuværende ordre på 58 lastbiler – nemlig på 20 nye Mercedes-Benz Econic renovationskøretøjer med levering til efteråret samt på 18 køretøjer, der følger i foråret 2023.

Den enkle specifikationsændring på en lastbil koster ingenting ved bestillingen af en ny lastbil, men det kan give en værdifuld reduktion i driftsomkostninger og CO2-emissioner.

Især ved hyppige stop

Besparelserne vil sandsynligvis være størst for køretøjer, der har en driftscyklus med hyppige stop og start i byområder eller på mindre landeveje. F.eks. renovationsbiler, som ofte kører med Allison automatgearkasser.

Her er der også andre fordele, for besparelsen kan opnås, uden at køretøjets igangsætningsevne på stigninger eller produktiviteten påvirkes negativt.

Det skyldes bl.a. Allisons ”Continuous Power Technology,” der næsten fordobler motorens drejningsmoment ved igangsætning og leverer uafbrudt kraft til hjulene ved gearskift.

Konstant rådgivning

I kraft af bekymringen om klimaændringer, så arbejder Allison konstant med rådgivning til slutkunder og producenter for at hjælpe dem med at spare brændstof samt reducere CO2 og andre skadelige emissioner.

Som en tommelfingerregel svarer hver procents brændstofomkostningsbesparelse til en reduktion på 100 omdrejninger i minuttet.

Det lyder måske ikke af meget, men bliver til store besparelser med mange køretøjer og kørsel i mange år.

Flere Allison analyser

Allisons iSCAAN program optimerer køretøjskonfigurationer, evaluerer køretøjets egnethed og forudsiger køretøjets ydeevne i mere end 20 forskellige applikationer.

Gennem en matrix-analyse evaluerer iSCAAN også  ændringer i drivlineforhold og gearskiftefunktioner.

Ved hjælp af simuleringsværktøjer evaluerer iSCAAN desuden ydeevnen eller brændstoføkonomien af forskellige Allison-programmer – såsom Acceleration Rate Management og FuelSense 2.0.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk