Fords sidste europæiske MPV bilmodeller hedder Galaxy og S-Max – og mens flere konkurrerende mærker så som Opel og Renault har pensioneret deres MPV modeller, så har Ford givet de to komfortable bilmodeller en chance mere.

Det er sket bl.a. ved at tilbyde en benzin-hybrid løsning i S-Max som alternativ til EcoBlue dieselmotoren.  Endda til helt samme indkøbspris på lige over 300.000 kroner plus moms for Van-udgaver.

Kæmpe afgifts-forskel

Men det er fortsat svært for dieselmodellen, som i halvårlig grøn ejerafgift koster 2.880 kroner – hvor hybridudgaven koster 890 kroner.

Endda er flere af præstationerne tæt på hinanden – f.eks. med 9,7 sekunder til 100 for dieselmodellen og 9,8 sekunder for hybridmodellen.

Men der er mere trækkraft i mellemområderne i dieseludgaven, som ses af drejningsmomentet, der er på 400 i dieseludgaven og 200 Nm i hybridudgaven.

Ikke plug-in-hybrid

Til forskel for plug-in-hybrid bestselleren Kuga er der i S-Max hybrid tale om selvopladende hybridteknik, hvor man ikke kan køre så langt på ren el – men strømmen hjælper til bedre præstationer.

Motoren er som i Kuga på 2,5 liter, hvor hybridudgaven af Mondeo arbejder med en 2-liter motor.
Gennemsnitsforbruget er bedst i dieseludgaven med 15,9 km/l, hvor hybridudgaven ligger fra 15,6 km/l.

Topfarten er 208 km/t i diesel S-Max og 185 km/t i hybridudgaven – og det betyder jo ikke så meget herhjemme.

Trækker mindre trailer

Men trailervægten er 2.000 kg i dieseludgaven og cirka 500 kg. mindre i hybridudgaven.

Så en erhvervsvirksomhed, der har behov for at trække en trailer – f.eks. entreprenører – kommer til at mangle trailervægt, og det manglende moment betyder også, at der mangler trækkraft i kuperet terræn.

8-trins automatik eller CVT

Gearskiftet i S-Max diesel er også langt mere behageligt at køre med – med otte trins automatik, der betjenes gennem en enkel drejeknap – hvor hybridudgaven kører med trinløst CVT gear.

Her er der er en vis elastikeffekt med høje omdrejninger ved acceleration – og ved øget vægtbelastning. Som en trailer f.eks. giver.

Dieselmotoren er ret nyudviklet og er mere støjsvag end tidligere – og opfylder de strengeste Euro 6d Temp målemetoder.

Godt overblik

10” digitalt display giver i hybridudgaven overblik over kørselsmønster og brændstoføkonomi, mens teknologien ”Brake Coach” hjælper med gradvis nedbremsning for at indsamle mest mulig opladningsenergi til batteriet.

Køreegenskaberne er gode, om end en høj MPV logisk krænger lidt mere i sving. Men det er der kompenseret lidt ved gennem bilens sportsundervogn og 18 tommer alufælge og -235/50-dæk. Der er alu-pedaler – men fodpladen er et nummer for lille til at give optimal og lige kørestilling.

Man har i en MPV let ind- og udstigning, man sidder højt og har et godt udsyn. Der er alu-pedaler – men fodpladen er et nummer for lille til at give optimal og lige kørestilling.

Fin komfort

Generelt var komforten ellers identisk i de to biler, der begge havde ST-Line topudstyret – og desuden X-pakke, der betyder en masse ekstraudstyr – til cirka 25.000 kr.

Men sidder godt bag rattet (i læder med varme) – og begge forsæder i læder/ruskind er elektrisk justerbare med hukommelse. Også lændestøtten kan indstilles. Der er tonede ruder og den sorte tagbeklædning er både flot og behagelig at sidde under.

Dieseludgaven havde skifteplader bag rattet, så man selv kan skifte gear manuelt – men den 8-trins automatkasser skifter nu både blødt og behageligt.

Masser af udstyr

Bilen har 2-zone klimaanlæg, p-sensorer, el-indklappelige sidespejle og aktiv fartpilot – som indstiller sig efter skiltningen.

Vi kan også nævne røde stiklinger i sæder, måtter og dørsider – samt røde bremsekalibre for at signalere ST-Line.

Godt sikkerhedsniveau

Testbilerne havde også adaptiv fartpilot fra 0 km/t, fjernlysassistent, nødbremse, Blind-vinkel-assistent med registrering af biler 18 meter væk, linjevogter og hill start assist. Samt LED lygter, LED kørelys og regnsensor.

Der er endvidere nøglefri adgang og nøglefri start. Der er også parkeringsassistent til lettere parkering.

Stort varerum

Der var 8-tommer touchscreen med navigation, midterboks med kølefunktion og skiltegenkendelse. Bilen havde også panorama-glastag. Udvendigt var der også front- og tagspoiler.

I Van udgaven har man i S-Max et varerum på ca. 2.200 liter med fire fastgørelseskroge, der er elektrisk bagklap og en læssehøjde på 670 mm samt god aflæggeplads i kabinen og med i rum i varerummet – bl.a. under gulvet – samt 230 V udtag. Dertil sortlakerede tagrælinger.

Online med FordPass og SYNC3

Alle passagerer kan desuden være online under kørsel via bilens indbyggede FordPass Connect-modem (standardudstyr). Modem’et giver wi-fi til op til 10 enheder og man har Live Traffic-opdateringer i navigationssystemet.

Derudover giver Fords SYNC 3-infotainment-system mulighed for at styre både lyd-, navigations- og klimafunktioner samt mobil via enkel stemmestyring. Skærmen er kompatibel med Apple CarPlay og Android Auto.

Fords nye viskersystem renser forruden mere effektivt med flere sprinklere monteret på vinduesviskeren.

Fakta Ford S-Max Van 190 hk diesel og 190 hk hybrid:
Motor: 4 cyl. turbodiesel eller hybrid-benzin.
Miljø dieselmotor: Euro 6d Temp. SCR-katalysator.
Slagvolumen: EceBlue diesel – 2-liter eller Hybrid – 2,5 liter.
Ydelse: 190 hk.
Moment diesel: 400 Nm mellem 2.- og 3.000 omdr.
Moment hybrid: 200 Nm.
Topfart: 208- eller 185 km/t.
Gear: 8 trins aut. eller e-CVT aut.
Forbrug snit: 15,9- eller 15,6 km/l.
CO2 udslip: 166 g- eller 153 g pr km.
Halvt år grøn afgift: 2.880 kr. i diesel eller 890 kr. i hybrid.
Varerum: Ca. 2.200 liter.
Mellem hjulkasser: 1.044 mm.
Læssehøjde: 670 mm.
Trailervægt: 2.000 kg i diesel eller 1.500 kg i hybrid.
Egenvægt: 1.905- eller ca. 1.900 kg.
Totalvægt: 2.000- eller ca. 1.700 kg.
Dæk: Michelin Primacy 4 – 235/50 R18.
Fabriksgaranti: 2 år.
S-Max Van fra: 233.000 kr. plus moms.
Hvide plader testbil: 427.230 kr.
Pris testbiler ekskl. moms: 300.800 kr.

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk