I Volvo Trucks’ seneste live film, “The Epic Split” udfører Hollywoods kendte action-skuespiller Jean-Claude Van Damme et af sine verdensberømte spagat-numre mellem to Volvo FM-lastbiler, hvor han går i spagat mellem lastbilerne – stående på spejlhusene, mens bilerne kører baglæns. Det spektakulære stunt er det første af sin slags nogensinde.
I filmen er det Volvo Dynamisk Styring, der gør de to chauffører i lastvognene i stand til at holde den helt nøjagtigt samme afstand og fart, mens der køres baglæns. Belgisk fødte Jean-Claude Van Dammes adræthed og chaufførernes dygtighed er altafgørende for et vellykket stunt.
Svært uden Dynamic Styring
Men uden Volvo Dynamisk Styring ville det have været meget svært for de fleste at gennemføre det.
“Filmen er en demonstration af den retningsstabilitet, som Volvo Dynamisk Styring giver”, siger Jan-Inge Svensson, der er ingeniøren bag udviklingen af systemets software hos Volvo Trucks.
Det betyder eksempelvis, at man kan bakke lastvognen over en længere afstand og med stor præcision, hvilket er formålet med Van Dammes stunt, som skulle være perfekt – helt ned til den sidste centimeter.
Ved lave hastigheder sørger Volvo Dynamisk Styring for, at det stort set ikke er nødvendigt at bruge nogle kræfter til styringen, og systemet forbedrer også lastvognens manøvredygtighed.
Hjælp til chaufføren
“Systemets egenskaber hjalp ikke blot med til at udarbejde denne film. De er også virkelig nyttige for lastvognschaufførerne, især i de situationer, hvor der altid er brug for masser af ratstyring”, siger Jan-Inge Svensson.
Han peger bl.a. på bakning i områder med trang plads eller i hårdt terræn. Når der bakkes med en påhængsvogn, kan små justeringer af rattet gøre en stor forskel for køretøjets retning, og de kræfter, som chaufføren normalt skal yde, kan være meget større.
Fakta Volvo Dynamisk styring:
Volvo Dynamisk Styring er et innovativt nyt system fra Volvo Trucks, som er med til at forbedre præcisionen og stabiliteten under kørslen. Det fungerer via en elektronisk styret elmotor, der justeres omkring 2.000 gange i sekundet for at sikre den præcise styring. Når der køres baglæns, sørger Volvo Dynamisk Styring for en helt ubesværet styring.
Elmotoren regulerer også automatisk styretøjet og kompenserer for uregelmæssigheder, der overføres til rattet, f.eks. på grund af sidevinde eller ujævnheder i vejoverfladen. Det betyder, at behovet for konstant at foretage små justeringer er blevet reduceret kraftigt. Systremet fører også rattet tilbage til startpositionen, når det slippes, hvilket yderligere reducerer belastningen af chaufføren.