10 år efter postvæsenet købte 50 elektriske Vito-el-varebiler – bl.a. til kørsel på Bornholm – investerer man igen i el-postbiler til solskinsøen.

Der er tale om Mercedes-Benz eVito og eSprinter. 16 dieselbiler bliver udfaset og erstattet af lige så mange el-varebiler til november – og imens bruges tiden til at opsætte flere ladestandere.

I slutningen af 2020 fik PostNord iøvrigt leveret 25 nye elektriske Mercedes e-Sprinter, der skulle erstatte 25 diesel-køretøjer.

Til den grønne omstilling

De nye e-varebiler passer godt til PostNords grønne omstilling, som også omfatter nye elektriske post-cykler.

De første 25 nye eSprinter kører allerede pakker og breve ud på vejene i Aalborg, Århus, på Samsø og i København.

De 16 elbiler på Bornholm skal køre med pakker og breve på hele øen og suppleres af to eksisterende cykelruter i Rønne. Bilerne forventes i drift 15. november.

Kunne ikke holde strøm

”Jeg er rigtig glad for, at vi nu får udskiftet vores aldrende vognpark på Bornholm, og at det tilmed bliver med nye elbiler, der er gode for både klima og arbejdsmiljø, siger Michael Frølich, der er vicedirektør for Mail & Last Mile i PostNord.

De 50 elvarebiler, der blev investeret i i 2011, var den største enkeltordre på de dengang nye elektriske Vito varebiler. Bilerne blev bl.a. brugt til omdeling af post på Bornholm i et pilotprojekt.

Ifølge PostNord var rækkevidden på bilerne dengang ikke god nok. De kunne holde strøm
til at dække ruterne på øen, og man måtte skifte til dieseldrevne biler.

Op til 165 km rækkevidde

Den største af bilerne – Mercedes eSprinter – har forhjulstræk og yder 85 kW og har et drejningsmoment på 300 Nm. Teknikken i eVito er den samme som eSprinter.

Som kunde kan man vælge imellem tre eller fire batterienheder – på enten 55 kWh, som giver en rækkevidde på 168 km og en nyttelast på 891 kg. – eller 35 kWh og en rækkevidde på 115 km. Den mindre batterivægt øger nyttelasten til 1.040 kg.

Om et par år kommer en ny e-Sprinter med længere rækkevidde. En teknik, som man allerede kan møde i minibus-udgaverne EQV og eTourer.

80 pct. på en halv time

Med hurtiglader kan man i eSprinter få opladet 80 procent på en halv time. Topfarten er enten 80-, 100- eller 120 km/t.

De nye elektriske varebiler er stadig af mærket Mercedes – fordelt på e-Vito og e-Sprinter. Rækkevidden er dog ikke blevet voldsomt meget længere. Bilerne kører op mod 168 kilometer i gennemsnit.

Tyske målinger har vist rækkevidde mellem 90- og 140 kilometer alt efter køremåde. Men det passer til PostNords ruter på øen, er meldingen.

Fosssilfri inden 2030

Men de batteridrevne biler vil fremover fylde mere og mere i PostNords flåde af pakkebiler.

”Elbilerne er en del af vores strategi om at gøre PostNord fossilfri inden 2030, og vi er stolte over at være en del af den vigtige grønne omstilling, som nu accelererer yderligere på Bornholm,” siger Michael Frølich.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk