Iveco har netop indgået en samarbejdsaftale med energiselskabet E.ON. Begge selskaber vil bidrage til en opgradering af den elektriske infrastruktur i Skandinavien.

Med den øgede efterspørgsel efter elkøretøjer i transportbranchen falder aftalen om ladeløsninger i Danmark, Sverige og Norge på et godt tidspunkt.

For det falder sammen med lanceringen af Ivecos elektriske varebil eDaily.

En samlet løsning

Med samarbejdet kan kunden få en samlet løsning, hvor Iveco leverer køretøjet, og e.on leverer og supporterer Iveco-kunderne med elladestandere i hele Skandinavien.

”Transportbranchen står over for en stor omstilling, og opladningen kan virke som en udfordring. Den skal passe ind i logistikken og transportmønsteret, så det kræver ofte skræddersyede løsninger,” siger Kåre Neergaard, Business Line Manager for Light, Medium & Heavy lastbiler hos Iveco North Europe & Baltics.

Øget markedsandel

Netop derfor er det en vigtig aftale for Iveco – og sammen med e.on kan de levere en komplet elektrisk løsning med både eDaily og opladning.

”Vi forventer, at markedsandelen for elektriske varebiler i Danmark vil stige kraftigt de kommende år. I Danmark er den lige nu kun på seks pct. Men salget af varebiler stiger hver måned,” siger Kåre Neergaard.

Dårlig lade-infrastruktur

Men på trods af de ellers positive spådomme for markedet for elektriske køretøjer halter lade-infrastrukturen stadig efter.

Derfor er det nye samarbejde også for e.on et vigtigt skridt i udviklingen og målet om at forbedre ladenetværket i de nordiske lande.

Hos e.on er man rigtig glad for samarbejdet – og for på den måde at kunne hjælpe Iveco-kunder med en samlet el-løsning i Skandinavien.

Fra biler til erhvervsbiler

”Vi arbejder kontinuerligt med den grønne omstilling af transportbranchen, og nu er tiden kommet til at få de tungere køretøjer – erhvervsbilerne – over på el,” siger Christian Halleløv, Head of Global eTransport hos e.on.

Med Ivecos kommende sortiment af tungere køretøjer på el vil det blive nemmere for transportvirksomheder at vælge el.

Lade køretøjet, hvor behovet er

”Vores fælles mål er at gøre omstillingen til elektriske køretøjer nem for Ivecos kunder. Vi vil gøre det muligt for kunderne at lade der, hvor behovet er – f.eks. hvor bilerne læsses eller overnatter,” siger Christian Halleløv.

Han peger på, at hele ideen med samarbejdet er at tage bekymringen væk fra kunden.

”Ivecos sælgere er gode til ladeløsninger, men de skal ikke være eksperter. Når sælgerne har solgt en eDAILY, kommer vi på banen med eksperterne og støtter kunderne med alle de spørgsmål, de har omkring laderne,” siger Christian Halleløv.

Når der skal graves

Det være sig, om der er nok strøm på adressen – eller der skal graves ud. Og hvis kunderne har brug for at lade ude i byen, får de et kundekort, så de kan lade offentlige steder.

I fællesskab har Iveco og e.on udarbejdet tre pakker, som de tilbyder eDaily-kunder: en lille, en mellem og en stor.

Pakkerne inkluderer blandt andet en løsning, hvor kunden kan tilføje eller fjerne batterier, når bilen er købt. Dermed kan man optimere kilometertal og lastekapacitet.

E.ON tilbyder:
• Tilpasset løsning til den specifikke flåde og hjemsted.
• Rådgivning om tilskud
• Intelligente ladestandere med effekter fra 11- til 300 kW.
• Skræddersyet installation, idriftsættelse og brugervenlige, driftssikre ladestandere.
• Daglig drift med 24/7 support – teknisk online og onsite service.
• Fuld integration mellem standerne og virksomhedens energibehov via dynamisk load management.

Om Iveco eDaily:
• Samme fulde modelprogram som den dieseldrevne Daily.
• Mulighed for 3,8- og 4,25t. totalvægt på B-kørekort.
• Eneste eldrevne varebil, der kan trække 3,5t. anhængervægt.
• Eldrevet kraftudtag til enhver opbygning.
• Kan udstyres med op til tre batterier, der giver op til 300 km rækkevidde og 400 km ved bykørsel – ifølge WLTP.
• eDaily lader med 22 kW velselstrøm (AC) og 80 kW jævnstrøm (DC.)

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk