Efter introduktionen af den elektriske S-eWay forvogn præsenterer Iveco nu S-eWay som sættevogntrækker – begge udviklet til regional- og fjerntrafik.

Lastbilerne har en rækkevidde på op til 600 kilometer, de har en lynopladning på 350 kW samt et avanceret batteristyringssystem – optimeret til nordisk klima.

Iveco introducerede for nylig S-eWay for de nordiske kunder. Med S-eWay som trækker viser man, at eldrift er et alternativ til langdistance- og tungtransport – også i det nordiske klima.

Voksende efterspørgsel

”Vi ser en hurtigt voksende efterspørgsel på eldrevne transportløsninger, og her imødekommer vi den med klassens bedste rækkevidde, komfort og robusthed.”

Det siger Kåre Neergaard, Head of Product & Marketing hos Hedin Nordic Truck, der repræsenterer Iveco i Norden.

Den nye trækker er konstrueret til at klare temperaturer fra minus 30 grader til plus 45 grader -takket være et termisk optimeret batteristyringssystem og tre LFP-batteripakker med i alt 603 kWh kapacitet – heraf 97 pct. brugbar energi. Lynopladning fra 20- til 80 pct. tager 60 minutter.

Fra Kiruna til København

”Vi har kunder fra Kiruna til København, og de har alle én ting til fælles – de har brug for løsninger, der fungerer uanset vejr, afstand eller last. Med S-eWay sættevognstrækker kan vi nu imødekomme disse behov på en helelektrisk måde,” siger Kåre Neergaard.

En af de mest markante nyheder ved den nye lastbil er den forlængede og aerodynamisk optimerede front, kaldet AeroCab.

Den er 26 cm. længere end traditionelle kabineløsninger, men er udviklet til at opfylde EU’s seneste retningslinjer for aerodynamisk effektivitet.

Længere rækkevidde

Designløsningen giver ikke blot forbedret energieffektivitet og længere rækkevidde, men muliggør også længere vogntog uden at gå på kompromis med kravene til vendediameter – noget der er særligt værdifuldt i nordiske vej- og logistiksystemer.

”Den aerodynamiske front gør en stor forskel for både energieffektivitet og totaløkonomi over tid. Den er desuden udviklet til at fungere i praksis – ikke kun i vindtunnellen, men under virkelige forhold,” siger Kåre Neergaard.

Ivecos nye lastbil bygger på S-Way-platformen og har en e-akse fra søsterselskabet FPT Industrial (Fiat Power Train), som leverer 480 kW kontinuerlig effekt direkte til hjulene – uden energitab fra traditionelle drivlinjer.

Fremtidssikret

Derudover tilbyder Iveco branchens førende garanti på op til 10 år eller 1,2 millioner kilometer.

”Vi ønsker, at overgangen til el skal være enkel og tryg – ikke kun for vognmænd, men også for hver enkelt chauffør bag rattet. Vores mål er at levere en komplet, fremtidssikret pakke – fra selve køretøjet til de omkringliggende tjenester,” siger Kåre Neergaard.

Om S-eWay Sættevognstrækker:
• Moderne elektrisk lastbil til fjerntransport
• Op til 600 km rækkevidde (603 kWh batteri)
• Lynopladning: 350 kW (20–80 pct. på 60 min)
• Kan klare minus 30 grader til plus 45 grader – takket være avanceret varme-/kølesystem
• E-akse fra FPT Industrial
• ePTO kraftudtag til f.eks. køleanlæg
• Førercentreret HMI med intelligent ruteplanlægning
• Op til 10 års garanti eller 1,2 millioner kilometer.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk