Ivecos nye generation af tunge lastbiler var samlet på Transport 2021 – med nye motorer i on-road modellen S-Way, det nye terrænkøretøj X-Way – og så premiere på off-road udgaven T-Way, som er afløser for Ivecos tidligere Trakker udgave.

VOTY.dk var på Iveco standen i Herning og talte om den nye hard core 8×4-lastbil med Jørgen Andreassen, ”Test Driver” og ”Trainer” hos IVECO Nordic & Baltics.

Første gang i Danmark

”Det er første gang, vi kan se vores nye T-Way i Danmark – der har officiel salgsstart i oktobrt. Dog her i en finsk version, som kendetegnes ved et kraftigt stållad og traditionel affjedring uden luft, som er mere hyppigt herhjemme,” sagde Jørgen Andreassen.

Både i Norge og Finland bruges en bil som T-Way udpræget til meget tung kørsel i entreprenørkredse. Men de har jo også flere fjelde end herhjemme. Bl.a. havde køretøjet også 10 mm chassisramme – samlet et chassis på 41 tons.

Ekstraordinær entreprenørkørsel

Udstillingsbilen havde også fast bagtip, hvor vi i Danmark oftest ser denne type lastbil med kombineret side- og bagtip samt luft på bagakslen. Men ikke luft på forakslen.

”T-Way, som er ganske speciel herhjemme, er beregnet til helt ekstraordinær entreprenørkørsel – og der er høj frihøjde og dermed høj indstigning. I Danmark ser vi mere vores X-Way, som er en mere all round entreprenørlastbil,” sagde Jørgen Andreassen.

Maksimalt 510 hk

Iveco tilbyder maksimalt T-Way med motorer op til 510 hk, hvor X-Way fås op til 570 hk.

Den nye ”Way”-generation er designet for at opnå et forbedret TCO – Total Cost of Ownership” – med bedre aerodynamik og dermed mindre vindmodstand, som igen betyder lavere brændstofforbrug – en fordel ikke mindst til biler, der anvendes til langture.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk