Allerede i marts 2019 dukker den helt nye terrængående BMW X7 op i Danmark – den største af sin art fra den tyske luksusbil-producent.

Sport Activity Vehicle (SAV forkortet) er betegnelsen på en ny, stor firehjulstrækker fra tyske BMW – og faktisk den største af sin art fra BMW nogensinde.

Den nye bil hedder X7 og er en slags overbygning til BMW’s ellers ganske store X5 udgave. Trods sine tyske aner produceres bilen på BMW’s amerikanske fabrik i Spartanburg – ligesom BMW X3, X4, X5 og X6.

Model-offensiv

BMW mener selv, at X7 er en fusion af fremtid, eksklusivitet og rummelighed kombineret med de fleksible og alsidige køreegenskaber i en SAV. Bilen er en stor spiller i modeloffensiven fra BMW i luksussegmentet.

Som personbil er der plads til syv personer – som varebil bliver der tale om oceaner af plads (over 2.100 liter) til gods og pakker. BMW’s X5 har altid solgt pænt i Van-segmentet, og der er endnu flere penge at hente ved at købe bilen på gule nummerplader.

Den avancerede affjedringsteknologi sikrer gode køreegenskaber i såvel ujævnt off-road terræn som på landeveje, lover BMW.

Standard luftaffjedring

Bilen har som standard luftaffjedring på begge aksler med automatisk nivellering i forhold til underlaget. Ved off-road kørsel kan bilen hæves i to trin op til 40 mm over standardindstillingen.

I varerummet sikrer en knap lettere adgang til at pakke bilen, idet den kan sænke bilen med 40 mm.
Den nye designlinje fra BMW er blandt andet understreget af den største kølergrill i firmaets historie.

Bilen er 5.151 mm lang, 2.000 mm bred og 1.805 mm høj med en akselafstand på 3.105 mm.
Bagdørene er længere end fordørene, hvilket gør adgangen til varerummet bedre.

Topudstyret

Som standard kommer bilen med BMW Live Cockpit Professional med navigation, BMW Head-Up Display og BMW Gesture Control.

Ligeledes omfatter standardudstyret ottetrins automatgear, fire-zones klimaautomatik, tredelt panoramaglastag, adaptive LED-forlygter, Driving Assistant (køreassistent-systemer) og Parking Assistant (automatisk parkering).

Standardhjulene er 20 tommer, og kan opgraderes til 21- eller 22 tommer. Det er første gang, at der tilbydes 22 tommer hjul til en BMW.

Off-road pakke

For at individualisere bilen endnu mere kan man vælge designpakken Pure Excellence eller M Sportspakke. Ligeledes kan der bestilles en Off-road pakke med valg mellem xSand, xGravel, xRocks og xSnow. Dette sikrer, at den nye X7 er klar til alle underlag i alle vejrsituationer.

Som noget nyt kan der bestilles en ”termo”-version af kopholderne i midterkonsollen, som både kan holde drikkevarer kolde, men også holde kaffen varm.

Ved lanceringen kan der vælges mellem BMW X7 xDrive40i med en seks-cylindret benzinmotor med 340 hk og 450 Nm, BMW X7 xDrive30d med en seks-cylindret dieselmotor med 265 hk og 620 Nm samt BMW X7 xDrive M50d med en seks-cylindret dieselmotor med 400 hk og 760 Nm.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk