I 11. time brød forhandlingerne om Togfond DK, en af de største trafikinvesteringer nogensinde i Danmark, til over 28 mia. kr. sammen i aftes.

Trafikordfører for DF Kim Christiansen forlangte pludselig, at der skulle skrives en letbane-mulighed ind i aftalen – og en mulighed for forhandlinger med lokale borgere i Vejle.

Mange politikere og kommentatorer, bl.a. politisk kommentator Hans Engell, kalder det i TV2 News ubegribeligt.

Alt var klart
Dansk Folkeparti havde fået en aftale på plads om en togbane mellem Billund og Vejle via Jelling – for at sige ja til bl.a. en ny jernbanebro over Vejle Fjord. Så alle regnede med, at det var en formssag i går at få lukket aftalen.

Enhedslistens trafikordfører Henning Hyllested mener, at det kan være DF-toppen med Thulesen Dahl i spidsen, der har stukket en kæp i hjulet. Han er selv valgt i Vejle.
Til TV2 siger Kim Christiansen, at partiet vil have, at man lokalt får mulighed for at afgøre, hvilken linjeførelse, man ønsker – plus få på plads, hvem der skal finansiere en letbne i Vejle til 1,2 mia. kr.

Og Dansk Folkeparti skal vende hurtigt tilbage, hvis de skal lukkes ind i varmen igen, vurderer Hans Engell.

Kan droppes efter valg
Hvis de øvrige forligspartier vælger at køre Togfond DK alene igennem, kan man risikere, at et blåt flertal efter næste valg vil stoppe planerne. De øvrige borgerlige partier er ikke med i forliget.

Det skete også, da Rigsarkivet ved DR Byen efter et folketingsvalg blev droppet, selv om det var vedtaget inden valget.

Hverken Enhedslisten eller regeringspartierne vil acceptere en letbane mellem Vejle og Billund. Der forventes, at der bliver en afklaring på problemet i løbet af i dag tirsdag.

Fakta om løsningerne
En letbane vil ifølge Trafikstyrelsen med 1,2 mia. kr. være 500 mio. kr. dyrere end en toget. Letbanen skal gå direkte Vejle til Billund. Toget vil køre fra Jelling til Billund. Fra Jelling til Vejle vil toget benytte de nuværende spor mellem Vejle og Herning. Rejsetid med letbane vil være 23 minutter – med tog 29 minutter.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk