Alle nye Kia personbiler bliver bygget om til gulpladebiler, selv om efterspørgslen med de seneste bilafgifter er vigende.

Hver gang, der introduceres en ny Kia personbil, bliver den faktisk bygget om til gulpladebil – bortset fra mindste Picanto  – og der bestilles de 10 ombygningskit, der minimum skal bestilles hos den norske leverandør.

Frit valg på alle hylder

”Vi har aldrig introduceret så mange nye biler på så kort tid som i 2017 – og det fortsætter i 2018. Og selv om efterspørgslen på gulpladeversioner er faldet en del efter indførelsen af de seneste bilafgifter – hvor de fleste biler blev billigere – så bygger vi så vidt muligt alle nye modeller om,” siger Rasmus Aagard, adm. direktør hos Kia Import Danmark A/S.

I dag er det kun sedan-modellen af Optima samt den mindste Picanto model, der ikke opfylder myndighedskravene til en Kia gulpladebil – så man kan vælge på alle hylder.

Stinger holder målene

”Man kan faktisk også få vores nye sportsvogn Stinger som Van, da den opfylder målene. Men andre biler er det sværere at sælge, fordi prisen på hvide plader og især papegøje-nummerplader (red: der betyder at der er betalt moms) er for tæt på hinanden. Det gælder i særlig grad vores nye Niro Plug-In hybrid model (PHEV),” siger Rasmus Aagaard.

95 pct. af salget af Niro de seneste to måneder af 2017 var PHEV modeller. I alt 380 enheder, som er solgt i årets sidste to måneder. Forventningen ligger på 1.000 enheder i år.

Stadig muligheder

Undtagelsen er en virksomhed, der gerne vil signalere grøn politik, og vælger man den på gule nummerplader, kan virksomheden jo altid trække momsen, brændstof og lignende. Og så bliver der en større prisforskel.

Men faktisk solgte Kia flere gulpladebiler i fjor end i 2016 – nemlig 149 enheder mod 126 enheder. Højdespringer i fjor var Kia Sportage med 45 enheder efterfulgt af Kia Rio med 44 enheder.

Niro var ny i fjor og nåede 21 enheder, Venga nåede 19 enheder, Ceed nåede 16 enheder mens Carens og Sorento nåede to hver. Bortset fra de tre sidste er der tale om fremgang.

Vigtigt med Van-priser

”I forbindelse med afgiftsomlægningen nåede vi i første omgang kun at beregne de nye priser på biler med hvide plader, men straks blev vi kimet ned af folk, som ville vide priserne på Van-modellerne – og det viser jo interessen. I dag har vi selvfølgelig også gulplade-priserne med på hjemmesiden,” siger Rasmus Aagaard.

Han peger på, at Kia både har gennemført sælgertræning med bl.a. erhvervsleasing – så man tager opgaver med erhvervskunder meget seriøst.

Op ad bakke

”Men vi har det naturligvis sværere end en forhandler med en flåde af fabriksbyggede varebiler, som i forvejen er i tæt kontakt med erhvervskunderne – og derfor lettere kan sælge en gulpladebil ved siden af kassevognen,” siger Rasmus Aagaard.

Der er en masse nye Kia modeller, som lige er introduceret – og som er på vej.

De nye modeller fra Kia

Ud over Niro PHEV kan man nævne den nye Crossover Stonic – snart også som PHEV, Optima SW PHEV, en nye Ceed-modelrække, en faceliftet Sportage, en ny Sorento og senest i 2019 en ren elektrisk Niro (EV) og en ny Soul EV. Der kommer også helt nye motorer.

Kia i Danmark har faktisk lige fået den nye Sorento, og her er prisen på hvide plader faldet grunden regeringens nye afgifter.

Men man har yderligere fået prisen 60.000 kroner ned, så den koster 450.000 kroner – og det gør den jo også interessant som Van, hvor prisen alt efter model ligger mellem 290.000- og 435.000 kroner plus moms.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk