Nu kommer den første kinesisk byggede og el- drevne bil på det danske marked: MG ZS EV.

VOTY.dk har siddet i et par timer bag rattet på den nye elbil, og det gav i det store og hele meget positive indtryk. Absolut ikke ringere end de fleste andre elbiler på markedet – i samme størrelse.

Vi kørte i flere timer i bilen i det østjyske. Vi tog den med på alle typer underlag og alle typer veje – og den er under alle forhold meget støjsvag – uden støj fra elmotor, fra vinden og hjulene.

Tre sekunder til 60 km/t

Vi følte dog, at styretøjet var meget let og følsomt at arbejde med – og vi kunne ønske os lidt bedre støtte i sæderne, der også virkede meget klæbende – men måske der er tale om kunstlæder.

Der er bl.a. tre indstillinger til at opsamle strøm – på den kraftigste måde kan man næsten undgå at bruge bremsepedalen.

Og så er den jo kvik fordi der er max moment (353 Nm) fra 0 km/t som på alle elbiler. Topfart er 140 km/t og man når 100 km/t på 8,2 sekunder. Man når 60 km/t på 3,1 sekunder.

Rigtig meget udstyr

Samlekvaliteten virker god, men der er meget sort plast – selv om den luksusprægede topmodel ”Luxery”, som vi kørte i, har læderrat, eldrevne lædersæder, panorama vippe/skyde glassoltag, 17 tommer alufælge og bakkamera.

Basisudgaven ”Comfort” har dog også meget udstyr – bl.a. adaptiv fartpilot, nødbremse, linjevogter, skiltegenkendelse, hill start assist, blind vinkel assistent, LED kørelys, nøglefri betjening, klimaanlæg, p-sensor, 8 tommer touchscreen med navigation, Apple Car Play, tre USB stik, DAB+ radio og 16 tommer alufælge.

Ladekabler koster ekstra

MG ZV har en størrelse som en Hyundai Kona – på 4,31 meter – og den elektriske eKona anser fabrikken for at være den nærmeste konkurrent. Men ingen i dette segment er så billige som MG’en, der fås fra 220.000 kroner i basisudgaven. Topudgaven koster ca. 29.000 kroner mere.

Det er dog uden ladekabler – fordi man regner man, at folk med en større elbil a la Tesla vil købe den som bil nummer to. Prisen for ladekabler er 1.500 kroner.

Det kan også være en bil for firmaer, der har flere elbiler kørende – og evt. kommuner. Privatleasing er også en mulighed. Dertil en speciel forsikring på 3.295 kr. pr. år med fri km. Der er fem års fabriksgaranti eller 150.000 km pr år. Garanti på drivlinens batteri er otte år.

To udgaver og fem farver

Bilen få i to udgaver og fås i fem farver. Batteriet er ikke så stort med 44 kWh – men giver en rækkevidde på 263 km (WLTP-mål). Med hjemmelader tager det 7,5 timer at lade op – med hurtigleder fås man 80 pct. opladning på 40 minutter. Bilen yder 136 hk.

De første TV reklamer kommer i dag – og man kan gå ind på firmaets hjemmeside og bestille bilen. Der er nemlig kun fire udsalgssteder – i Odense, Roskilde, København og Aarhus – hvor man kan prøve bilen, men også få hjælp til en bestilling. Levering kan ske om cirka 14 dage.

Fra man har lagt sit køb i ”kurven” på nettet, går der en uge, før man kan få den. Der er et stort fælleseuropæisk lager i Holland, der distribuerer til hele Europa.

Nellemann solgte MG i 60 år

Da KIA begyndte i Danmark, var det til meget lave priser – men man skulle selv helte bilen på hovedkontoret i Fredericia. Så Nellemann gruppen kender til det med at introducere til lave priser.

Der er tale om et bilmærke, der vækker minder – for MG blev som sportsvogn (f.eks. MG B) og senere sportssedan (f.eks. Montego) solgt herhjemme fra 1929 til 1989 af samme firma, som nu begynder importen af den nye elbil, nemlig Nellemann koncernen, der i dag også importerer Kia, Isuzu og Aston Martin.

Faktisk har Nellemann gruppen forhandlet med den kinesiske fabrik siden 2014. Og man har bl.a. haft en bil stående, som er testet og nærmest skilt ad – for at man kunne være sikre på, at bil og kvalitet var ok. I øvrigt har bilen opnået fem stjerne i EuroNCAP crashtest.

Syv mio. biler om året

MG er oprindeligt navnet på en engelsk bilfabrik (Morris Garages), der fra begyndelsen tilbød sportsvogne til folket til rimelige priser – i dag er det så elbiler til folket, for priserne er lave.

Men MG gik konkurs i 2005, men fabrik og navn blev købt af den kinesiske kæmpe-koncern SAIC (Shanghai Automotive Industry Corporation). Fabrikken bygger over syv millioner biler om året – og bygger biler, varebiler og lastbiler i samarbejde med GM, VW, Iveco og Volvo Trucks.

MG ZS har i en årrække været solgt med konventionelle forbrændingsmotorer, men SAIC vil fra nu af kun eksportere den til i hvert fald EU som elbil. Om England fortsat skal sælge den som benzindrevne, vides ikke.

Bygger også el-varebiler

SAIC købte også den konkursramte varebilsfabrik LDV og sælger i dag Maxus modellen med både diesel- og el-motor i hele verden. Som topmodel sælges den i enkelte lande som MG V80. Maxus som elbil sælges bl.a. i Storbritannien, Norge og Tyskland.

Det ville være meget naturligt, hvis Nellemann gruppen også tog Maxus herhjem, da der er mangel på elektriske varebiler. Dette spørgsmål var der dog ingen kommentarer til fra koncernchef Mogens Lyngsø, da vi mødte ham på firmaet domicil i Fredericia forud for testen af MG ZS.

Nellemann gruppen vil ikke tale om eventuelle varebilsudgaver af ZS modellen, men den holder målene til at klare reglerne.

Interessant som Van

Volkswagen-importøren SMC vil sælge deres kommende el-ID3 model som Van for at øge antallet af små elbiler til distribution i byzoner – og samme opskrift kunne snildt bruges til MG ZS EV – selv om man kun sparer momsen ved at vælge gulpladeudgaver i stedet for hvidpladeudgaver, da der p.t. ikke er afgift på bilen.

For pladsen bagi er rigelig – med et varerum, der vil være cirka 1.200 liter. Batterierne er flade og ligger i bunden af bilen – og tager ikke plads op i kabinen. Til gengæld kan bilen ikke trække en trailer.

Nye el-modeller senere i år

Næste år kommer en større SUV udgave og fabrikken har også vist en sports-coupé som designstudie. Man vil senere kunne tilbyde både brint-, el- og plug-in hybrid udgaver.

MG Motor Danmark forventer at sælge flere tusinde ZS modeller over sommeren – og der ser ikke ud til at være leveringsproblemer – f.eks. i forhold til koncernens egen Kia e-Niro, hvor der i dag må forventes et halvt år leveringstid.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk