Et meget kraftigt facelift kalder Citroën selv den nye C4 Cactus, som har premiere i den kommende weekend med fokus på komfort.

For tre år siden var gulpladeudgaven af den da helt nye Citroën C4 Cactus en landeplage så stor, at selv importøren blev overrasket.

I mere i et år toppede denne såkaldte Funky Van salgslisterne med en sjetteplads blandt alle varebiler i Danmark – langt foran de fabriksbyggede varebiler. Salget af Funky Van er fortsat flot – men dog ikke som dengang.

Helt ny affjedring

Nu kommer så den nye C4 Cactus, der har drivline fælles med den nuværende udgave – men som har fået helt ny affjedring, et let ændret design og en opdateret kabine med nye og ergonomiske sæder i topmodellen Skyline.

Dengang opnåede den titlen Årets Bil i Danmark. Det vides ikke med bestemthed, om den nye Cactus kan nå at være med i kåringen af Årets Varebil i Danmark 2018, der offentliggøres på udstillingen Vestfyn Trækker den 25 maj på Fyn.

C4 Cactus var den første model på mærkets rejse ”tilbage til rødderne”, og den første model i den nye designstrategi med modet til igen virkelig at turde skille sig ud fra konkurrenterne.

Tankegang som i 2CV

Ved den danske præsentation tidligere i dag blev Cactus-modellen sammenlignet med 2CV modellen – hvor det også kun var det allernødvendigste udstyr, der var taget med.

En bil til folk, der ellers ikke havde haft bil – men med en masse brugsoplevelser og køreoplevelser. Det er komfort der er Citroëns speciale – som også før i tiden. Sådan er Cactus.

Citroën vil med personbilsudgaven især satse på ”kontante” private købere. Lige nu er salget af Citroën biler steget med 25 pct., hvor markedet ellers er faldet med to pct.

Lettere end konkurrenterne

Cactus er stadig bilen, hvor man har fjernet alt unødvendigt – så vægten er 150 kg under de nærmeste konkurrenter.

Citroën C4 Cactus bliver nu den første bil i Europa, der bliver udstyret med Progressive Hydraulic Cushions (PHC), som giver fornemmelsen af det magiske flyvende tæppe, som Citroën-biler har været så kendte for – lige fra ID19’s tid.

Vi har prøvet bilen – og den klarer selv de værste huller i vejbanen og farthindringer uden at kaffen i kopholderen skvulper nævneværdigt.

Lavere støjniveau

Den nye C4 Cactus Van er blevet opgraderet på såvel teknologi, køreegenskaber og komfort. Bedre isolering har betydet lavere støjnivea.

Modellen er ud over det nye affjedringssystem også den første med Citroëns nyudviklede Advanced Comfort Seats, der som en del af Citroën Advanced Comfort skal give køreglæde til alle i bilen.

Den nye C4 Cactus kendes på sin brede front, de redesignede sider med en mindre og lavere version af de karakteristiske Airbumps samt en bagende med nye 3D-effekt LED lygter.

31 farvekombinationer

Som det er tilfældet med Citroën C3 og C3 Aircross er der mange valgmuligheder for farver og indretning. Faktisk 31 forskellige farvekombinationer.

C4 Cactus kommer med benzinmotoren PureTech med 82-, 110 hk- og 130 hk med manuel eller automatisk gearkasse. Med dieselmotor yder den henholdsvis 100- og 120 hk. 120 hk maskinen dukker op med automatgear senere i år.

Citroën har satset meget på trafiksikkerhed – og bilen har nødbremse (Active Safety Brake) og fås med bl.a. linjevogter, bakkamera, Park Assist, Blind Spot system, skiltegenkendelse, advarsel mod træthed og antispin systemet Grip Control – selvfølgelig alt efter model.

Van priser ligger ikke fast

Topmodellen hedder Skyline, der har det meste udstyr standard – og lige under er udstyrsniveau Iconic.

Man kan også parre sin mobiltelefon med bilens touchscreen, der kan fås tilslutning til 3D navigation med stemmegenkendelse – og så har den Connect Box nødsystem, så man sættes i forbindelse med nødhjælp ved ulykker og nedbrud.

Priserne for Funky Van er ikke lagt fast, men priserne stiger ca. 20.000 kroner på hvide plader med startpris 175.000 kroner med 82 hk. Så forvent gulpladepriser fra lidt over 100.000 kroner plus moms. Diesel vil nok koste fra 112.-115.000 kroner plus moms.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk