Når man kører i små og mellemstore lastbiler, har man som regel ikke samme komfort og luksus som i de større langtursbiler, men MAN har valgt at gøre en forskel – med øget fokus på arbejdsmiljøet for chaufføren.

Vi har for nylig prøvet TGM modellen, der ikke mindst er udviklet til regionalkørsel. Denne gang er vi bag rattet på MAN TGL, der er helliget distribution. Lastbilen har en totalvægt på 12 tons.

Den lille TGL er en del af den nye generation af MAN lastbiler, som desuden omfatter TGX, TGS og TGM.

På havnetur i Aarhus

Vi kørte den nye TGL fra MAN’s Aarhus-center i Tilst til havnen i byen – gennem de helt små gader i midtbyen, og det gik faktisk som en leg med bilens lille vendediameter.

Og takket været kamerafunktioner (bird view) kan man se bilen fra oven og dermed køre mere sikkert. Det gælder også, når man skal bakke. Spejlene på siden af førerhuset er som i de øvrige nye MAN-lastbiler rykket lidt tilbage for at minimere den blinde vinkel mellem spejl og A-søjle.

Ujævnheder i vejbanen optages pænt takket være den luftaffjedrede bagaksel.

Recaro sæder i kabinen

Testbilen havde et normalt og kort såkaldt CC-førerhus med normal højde. Altså ret standard. Der er kun ét trin op fra jorden til kabinen, så den er velegnet til mange ind- og udstigninger, som er typisk for distributionsbilen. Døren åbner 90 grader.

I kabinen forkæles chaufføren med et luftaffjedret Recaro-sæde med armlæn, der sikrer, at man ikke bliver øm i ryggen i løbet af dagen. Passagersædet er også Recaro, men fast.

Førersædet har skuldertilpasning, lændestøtteindstilling og armlæn. Samlet giver det rigtig god støtte. Sammen med det multijusterbare læderrat opnår man en fornem kørestilling.

Og så skal vi nævne Climatronic 2-zone klimaanlægget, køleboks i midterkonsollen – og masser af aflæggeplads i kabinen.

Multifunktions rat

Der er også tale om et nydesignet multifunktionelt rat med kontakter, der er lette at betjene. Den adaptive fartpilot indstiller man på et lille drejehjul til venstre på rattet.

Fartpiloten blev vi hurtigt dus med på vores testtur. Den fungerer helt ned til 0 km/t. Holder man stille længe skal man aktivere fartpiloten igen.

Funktioner som radio og håndfri telefon kan også betjenes uden at tage hænderne fra rattet – via et drejehjul til højre på rattet. Alle kontakter og knapper er placeret på instrumentbrættet og ratstammen.

MAN TGL har ikke den avancerede SmartSelect betjening og flere skærme som TGX, men derimod en mindre drejeknap, som man kan trykke på for at aktivere informationssystemet. Det hele er samlet omkring lastbilens skærme.

Split-skærm

Der er en 12,3 tommer stor skærm midt på instrumentbrættet. Her kan man etablere såkaldt split-skærm, så man kan holde øje med flere funktioner på samme tid som for eksempel navigation, radioindstilling og hele infotainmentsystemet.

Hovedskærmen foran rattet viser bl.a. sikkerhedsafstanden til den forankørende bil.

Vi skal også fortælle, at MAN har hævet kvaliteten endnu mere i de nye modeller, og derfor virker støjniveauet lavere i førerhuset. MAN oplyser selv, at støjniveauet er maksimalt 79 decibel.

TGL er som TGM-serien er udstyret med D08-motorserien, der findes i de firecylindrede udgaver på 4,6 liter og sekscylindrede udgaver på 6,9 liter. Motorkraft varierer fra 160 til 320 hk.

Easy Control kontakter

Vores TGL lastbil har en 6-cylindret motor på 220 hk og et moment på 850 Nm. Der er hastighedsbegrænser på 90 km/t. Bilen er udstyret med en 6-trins TipMatic automatgearkasse med Efficiency programmet, som sikrer bløde skift.

Motorteknologien blev præsenteret for et par år siden – og ventes at blive opdateret løbende.

Som i TGX er der blevet plads til fire kontakter nederst på dørens indvendige side – kaldet Easy Control – hvor man uden at skulle op i førerhuset kan vælge tre funktioner. En enkelt funktion er altid fast – advarselslys.

I døren var der desuden knap til betjening af bagklappen på alukassen fra Plagborg. Her skal vi nævne det låsbare alu-skab under kassen.

Højresvings-video

Sikkerhed spiller en stor rolle i vore dage – og moderne lastbiler får flere og flere assistentsystemer.

Vi har nævnt adaptiv fartpilot, som er tilvalg i TGL – men som var i testbilen. Fartpiloten sikrer afstand til køretøjet foran – en afstand, som man kan indstille – men desuden skal vi nævne aktiv nødbremse, antispin-system, skiltegenkendelse, sporassistent og fjernlysassistent.

Testbilen havde ekstraordinært VAS højresvingsvideo (Video Turning System) og som allerede nævnt bird view (Around View Monitor) – 360 graders udsyn rundt om køretøjet. Man kan også indstille bilens (motor-uafhængige) vandfyr til opvarmning – og evt. indstille en fast temperatur.

Rio box er standard

RIO Box-tilslutningsenheden er i den forbindelse standard i hele den nye MAN modelserie. Her kan man f.eks. via en app planlægge service, flådestyring og hente forskellige data fra lastbilen.

”Det handler om at udvikle en lastbil, som har alt det, som en chauffør har brug for til at passe sit arbejde. Det er ikke mindst derfor, vi har udviklet et helt nyt førerhus -og det er vigtigt, at det er tillokkende.

Det fortalte udviklingschefen for MAN’s nye lastbilsgeneration, Susanne Bauer, til Transportmagasinets udsendte ved verdenspræmieren i Bilbao i Spanien i begyndelsen af 2020.

Fire hovedpunkter

Det har taget fabrikken fem år at udvikle hele paletten af nye lastbiler. Der er fra den mindste til den største model fokuseret på fire hovedpunkter:

Chaufførens arbejdsplads.
Lastbilens effektivitet med optimal nyttelast.
Lastbilens stabilitet.
Et stærkt og kompetent partnerskab med kunderne.

Et ord fra MAN i Danmark

”I foråret 2021 har vi haft fornøjelsen af at introducere vores MAN TGL på det danske marked. ”L’et” i TGL står som bekendt for ”Light”. Altså er der tale om MANs mindste lastbil. Men hos MAN har vi altid fremhævet, at der er tale om en ægte lastbil, der derfor må fragte meget mere end en varebil, selvom de i størrelse ikke er så forskellige,” siger Claus Lindholm, Head of Market Communication – Scandinavia.

”Så hvorfor køre med overlæs i en varebil, når du i stedet kan få masser af lastekapacitet i en ægte lille lastbil?,” spørger Lindholm.

”MAN TGL er den perfekte by-lastbil. Lille og smidig og kan sagtens komme rundt i byerne, men alligevel med masser af muligheder for at køre med store læs. Det gør den til et perfekt valg, når der er behov for et distributionskøretøj til fragt af varer og pakker i byerne. Bygges den op med et lad, i stedet for en fragtkasse, vil den være interessant for især anlægsgartnere, kloakmestre og for kommunernes Park- og vejvæsener. Den store alsidighed man får med MAN TGL, afspejler sig også i kundernes interesse for denne model. Det er ikke et kæmpe segment, men MAN TGL har altid været en af markedslederne i denne klasse,” siger Claus Lindholm.

Faktaboks MAN TGL 12.220 4×2 BL CH:
Motor: 4 cyl turbodiesel D0834.
Ydelse: 220 hk.
Drejningsmoment: 850 Nm.
Miljø: Euro 6d.
Gearkasse: MAN TipMatic 06.10 OD.
Køreprogram: TipMatic Efficiency.
Akselkonfiguration: 4×2.
Førerhus: CC standard.
Akselafstand: 5.200 mm.
Totalvægt: 11.990 kg.
Opbygning: Plagborg Profilbox.
Aksler: Parabel for/luft bag.
Foraksel/bagaksel-vægt: 4.700/8.400 kg.
Bagtøjsudveksling: 3,70.
Støjniveau i kabine: 76 decibel.
Tankvolumen: 180 liter.
AdBlue tank: 35 liter.
Dæk: Hankook AL10+ eCube Max 265/70 R 17,5.
Bremser: Skiver for og bag. ABS, ASR, esc. Nødbremse EBA.
Fartpilot: Adaptiv til 0 km/t.
Parkeringsbremse: Elektronisk.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk