Ni mekanikere fordelt på tre hold arbejder intenst for at løse de opgaver, de er sat til at løse om Euro 6 motorer.

Vi er på Scanias kursuscenter, beliggende på Scanias anlæg i transportcentret i Vejle og følger med i mekanikernes forsøg på at finde de fejl, som teknisk træner Søren Krelskov har lagt ind. Men de er dygtige og går til sagen med ildhu.

De ved jo godt, at fejlene ikke er helt ud i skoven, men fejl, som man kan møde i dagligdagen, når de kommer tilbage på deres autoriserede Scania værksteder rundt om i Danmark. De er her to dage – og alle fortalte, at de fik meget ud af kursusforløbet.

Går i dybden
”Det er et godt kursus. Vi får indblik i det, som er ”up-to-date” – og har her den tid, der skal til for at forstå det – og gå i dybden. Vi har i dagligdagen sjældent tid til tale så meget om det, selv om vi til tider godt kan finde på at ringe til en kollega på et andet værksted, hvor de mere arbejder med en bestemt opgave,” siger 64-årige Karl Lund, der faktisk kom i lære i 1969.

For 25 år siden måtte han med en kollega af og til køre ned til Valencia i Spanien for at reparere en lastbil – men i dag er der Scania værksteder alle vegne.

”Her lærer vi alt om det nyeste, der findes i en lastbil med hensyn til fejlsøgning, om udstyr om computere og må svare på mærkelige spørgsmål – men det kan godt være svært, for det skal jo gå hurtigt,” siger Karl Lund fra Scania i Esbjerg.

Meget er ændret
Han har kun været et par gange på kursus i Vejle. Før skulle alle måske en uge til hovedkontoret i København – og en enkelt gang til V8 præsentation på fabrikken i Södertälje. I dag er han glad for, at det kan klares på et par dage i Vejle.

Kurset har 100 pct. fokus på Euro 6, og kursuscentret har to lastbiler og en motor – plus en ”lastbil”, der er fordelt på en række tavler, som er bygget op på fabrikken i Sverige – og hvor man kan teste alle komponenter.

”Tavlerne koster nok det samme som en helt lastbil. Bare at gennemskære en turbolader tager et par dage at gennemføre – men det er meget brugervenligt og væsentligt lettere end at kravle rundt i motorrummet på lastbilen,” siger teknisk chef Johnny Pedersen.

Helt ny elsystem tavle
Der er alt, hvad der skal bruges. Man starter motoren – og selv om der ikke er vædsker, kan man se, at bl.a. kontakterne slår til og fra eller om tanken er fuld eller tom. Tavlerne omfatter både elsystem, bremser, retarder og kraftudtag. En helt ny elsystem-tavle over systemet BCI (Body Communication Interface) fik centret ved årsskiftet.

De fleste fejl opstår omkring styreenhederne – men hvor der før var i gennemsnit 1,4 fejl pr. chassis i 2014, er fejlene nede på 1,0 fejl i gennemsnit.

“I dag får vi meldinger om nyheder fra fabriken så snart de er offentliggjort – for det er bedst, at fabrikken kommer med nyhederner med det samme – og ikke først, når bilen kommer hjem – det er en fordel i kursusforløbet,” siger Søren Krelskov.

Fin til undervisning
Den store fristående 13-liters DC13 motor er dog fortsat Euro 5 – men det er godt nok til at undervise om motorer generelt. Men næste opdatering på motor og komponenter bliver formentlig Euro 6.

”Vi har også fået udstyr til kalibrering af afstandsradaren i Active Cruise Control – og den er virkelig gjort enkel med to sugekopper på forruden og et lod på en høj tavle,” siger Johnny Pedersen.

I 2014 var der 60 kurser fordelt på 900 kursusdage med 549 deltagere. Uddannelsen er modulopbygget med fire niveauer, hvor man efterhånden kommer rundt om hele lastbilen.

Skal være på forkant
”Vi lærer at blive bedre og hurtigere. Vi føler virkelig selv, at jeg udvikler mig. Men det er også vigtigt at følge med. Kunden med den nye lastbil vælger jo det autoriserede værksted for at få den bedste service – og vi skal være på forkant,” siger tre mekanikere i en af grupperne, Anders Henriksen fra Scania i Randers, Michael Myhre fra Scania i Vejle og Jesper Pedersen fra Scania i Aarhus.

Efter hvert kursus, der er på to dage, bliver forløbet evalueret – og kvaliteten på kurset er i top, fortæller alle samstemmende.

”Der er tale om et specialtilrettelagt uddannelsesforløb for udvalgte Scania Teknikere, som allerede har gennemgået Scanias modulopbyggede uddannelsesprogram,” siger Johnny Pedersen.

30 mand på kursus nu
På sigt skal Scania Teknikere styrke værkstederne i fejlsøgning og bistå Teknisk Afdeling med hurtig problemløsning.

”På nuværende tidspunkt er der 30 Scania teknikere i gang med deres 1,5 år lange uddannelsesforløb. Indtil videre gennemgås otte moduler – et modul i kvartalet,” siger servicedirektør Allan Kiby.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk