Fra næste år kan man bestille sin Renault E-Tech T-model lastbil med en rækkevidde på 600 km på en enkelt opladning.

Renault Trucks var blandt de første lastbilsproducenter, der satsede på forskning med elektriske lastbiler – og har efter ca. 30 mio. kørte kilometer sparet i omegnen af 29.000 tons CO2.

I 2025 udvider den franske producent yderligere sit modelprogram inden for mere bæredygtige transportløsninger i overgangen til mere grøn energi.

Elektrisk drivaksel

Det, der gør det muligt at nå 600 km skyldes anvendelsen af en elektrisk drivaksel.

Den gør det muligt at samle alle drivlinjens komponenter – elektriske motorer og transmission – bag på køretøjet. Det frigiver plads til ekstra batteripakker.

Hos Renault Trucks er man overbeviste om, at lanceringen af den nye lastbil, vil fremskynde overgangen til elektrisk mobilitet.

Lighed med diesel

“Vi er overbeviste om, at en rækkevidde på 600 km – kombineret med udviklingen af den offentlige lade-infrastruktur – vil gøre det muligt at opnå operationel lighed med dieseldrevne teknologier, siger Emmanuel Duperray, Senior Vice President for Elektromobilitet hos Renault Trucks.

Den nye Renault Trucks E-Tech T, som er designet til langdistancetransport, supplerer Renault Trucks’ elektriske modelprogram uden at erstatte de nuværende løsninger.

Renault Trucks fortsætter med at tilbyde en bred vifte af konfigurationer og udstyr, der er skræddersyet til specifikke behov, melder den franske producent ud.

Skræddersyes

For at hjælpe vognmænd med at finde den optimale løsning, tilbyder man – ved hjælp af avancerede simuleringsværktøjer – at hjælpe kunderne, så den elektriske lastbil kan skræddersyes efter kundens behov.

“Vi ønsker ikke at deltage i et kapløb om længst rækkevidde på en enkelt opladning,” understreger Emmanuel Duperray.

Optimerer transportmønstre

For han mener, at overdimensionerede batterier går ud over lasteevnen, øger de samlede driftsomkostninger og forøger det miljømæssige fodaftryk.

I stedet handler det om at gentænke lavemissionslogistik, hvor vi optimerer transportmønstre for at reducere prisen per kilometer.

Renault Trucks opfordrer kunderne til at dimensionere batterierne efter deres faktiske behov og tilbyder rådgivning om optimering, herunder opladningsstrategier.

Op til 700 km.

“Denne tilgang gør det allerede muligt for os at opnå daglige kørsler på over 700 kilometer med vores serieproducerede Renault Trucks E-Tech T,” siger Duperray.

Produktionen af den nye lastbil vil finde sted på Bourg-en-Bresse-fabrikken, der siden slutningen af 2023 har stået for samling af mærkets elektriske modeller.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk