Over hele landet bidrager vognmænd og deres chauffører med at holde samfundet kørende under Corona-krisen.

Det fortjener stor anerkendelse, mener DTL Danske Vognmænds adm. direktør Erik Østergaard – nu hvor statsminister Mette Frederiksen i går forlængede nedlukningen af samfundet med yderligere to uger fra oprindeligt på mandag den 30. marts – til nu til og med 2. påskedag, altså tre uger frem fra i dag.

Vanskelige og specielle vilkår

”Helt som forventet har regeringen og myndighederne valgt at forlænge nedlukningen af Danmark. I den givne situation forekommer det helt på sin plads. Men det betyder også, at vognmænd og chauffører skal fortsætte med at virke på de aktuelle vanskelige og specielle vilkår,” siger Erik Østergaard.

Han peger på, at der er tusindvis af vognmænd og chauffører, der hver dag trodser smitterisikoen og fortsætter med at hente og bringe de fornødenheder, som samfundet er så dybt afhængig af.

Ingen panik

”Det er svært at forestille sig, hvilken situation vi som samfund ville være i, hvis også transporterhvervet lukkede ned i disse uger. Sammen med sundhedspersonalet, politiet, butikspersonalet og andre sikrer vognmænd og chauffører, at der ikke føjes panik til alvoren. Det er jeg dybt imponeret over,” siger DTL-direktøren.

Det arbejde opretholdes så vidt muligt i den forlængede nedlukningsperiode.

DTL har medlemmer, som hver dag sikrer, at der kommer fødevarer ind og affald ud. Andre medlemmer kører for apoteker og hospitaler. Der leveres stadig til byggeriet, så der er arbejdspladser, der holdes i live.

Driften af vores samfund

”Jeg synes, der er grund til, at vognmænd og chauffører retter ryggen. Efter en årrække, hvor erhvervet har haft mange dårlige sager med social dumping og plattenslagere, så synes jeg, DTL-medlemmerne og deres chauffører får vist, hvor centralt erhvervet er for driften af vores samfund. Ikke kun i normalsituationen men så sandelig også i en ekstrem situation, som den vi gennemlever lige nu,” siger Erik Østergaard.

Han er i hvert fald stolt af at repræsentere de danske vognmænd.

”I disse uger passer de ikke bare deres forretning. Sammen med deres medarbejdere bidrager de hver dag til at sikre et minimum af stabilitet i en ellers meget usikker tid. Jeg glæder mig derfor også over, at regeringen igen og igen har nævnt transporterhvervet og chaufførenes indsats,” siger Erik Østergaard.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk