Håndværkerne sætter pris på muligheden for hurtigt at kunne tage flere opgaver uden at binde penge i værktøj og biler.

Byggemarkedskæden STARK femdobler derfor nu flåden af udlejnings-varebiler inklusive værktøj.

Det er to år siden, at STARK introducerede muligheden for at leje varebilen med værktøj – og interessen har været stor.

Alt er elektrisk

Der er bl.a. tale om de elektriske Maxus e-Deliver 3 varebiler – men også mulighed for at leje en elektrisk budcykel med værktøj er muligt.

” De to varebiler, som vi begyndte med for lidt mere end et år siden, har været meget ude at køre, og vi har kun fået positiv feedback fra de håndværkere, som har benyttet tilbuddet,” fortæller udlejningsdirektør i STARK, Henrik Hjorth Osbæck.

Skal ud og bygge

En af dem er direktør i AH Ejendomme Anders Hjorth, der har udviklet sit tømrerfirma til et ejendomsselskab, der køber og sælger lejligheder i København.

”Grundlæggende optimerer jeg min tid ved at leje kassevogn og værktøj hos STARK. Min stærke side er jo ikke at sidde ved pc’en og lede efter de bedste tilbud, men at komme ud at bygge. Og det får jeg mere tid til med den her fleksible lejeløsning,” siger Anders Hjorth.

Her kan man leje

Varebilerne udlejes fra STARKs forretninger på Frederiksberg, i Glostrup og i Københavns Sydhavn. Vest for Storebælt tilbyder STARK også lejevarebiler inklusive værktøj i Vejle. På sigt vil STARK udvide konceptet til flere af de store byer i Danmark.

Det koster 299 kr. plus forsikring at leje en varebil inklusive værktøj og 100 kilometers fri kørsel pr. dag.

Alle varebiler er fuldt elektriske. Ud over at skåne miljøet for CO2 og partikelforurening giver det håndværkerne en anden fordel.

Direkte til kunden – på cykel

”I det centrale København er det nemmere at finde en p-plads til elbiler, og man kan også parkere gratis flere steder. Det betyder meget i dag, hvor der er tæt trafik i byen, og hvor håndværkerne ofte må bruge lang tid og mange penge på at finde steder at parkere,” siger Henrik Hjorth Osbæck.

”Ladcyklerne er udstyret med en stor, aflåst boks til værktøj. Med vores ladcykel kan man cykle direkte til kundens dør og parkere gratis på stedet – og så giver det igen mening at tage mindre opgaver,” siger Henrik Hjorth Osbæck.

Prisen for at leje en ladcykel er 199 kr. pr. dag

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk