Det skal være billigt at bygge biler – og arbejdslønnen i Østen er lavere end i Japan og Europa. Det er nok én af årsagerne til, at vi oversvømmes af biler fra Kina.
Men nu er der kommet et nyt land på verdenskortet – nemlig Indien, hvor japanske Suzuki har en stor fabrik, der bygger biler – ikke mindst til det enorme indiske marked.
Man har dog udvidet, så der også kan blive plads til at bygge biler til europæiske kunder – så Suzuki har i samarbejde med Toyota udviklet en ny kompakt elektrisk mini-SUV.
Første elbil fra Suzuki
Platform og LFP-batteripakker deler man, men Suzuki har så udviklet et elektrificeret 4×4 system til sig selv – til ekstra 13.000 kr. – for 4×4 er en del af Suzukis DNA.
Suzuki kalder den eVitara – og Toyota kalder den Urban Cruiser.
eVitara er fabrikkens første elbil.
Van – måske kun fra Toyota
Toyota har allerede bestemt, at den skal være én af deres ombyggede personbiler – altså som Van.
Fra Toyota forhandlere på bilmessen i Lokomotivhallen i november i fjor lød det, at Urban Cruiser på sigt skulle være den elektriske afløser for Yaris Van.
Suzuki har ikke meldt noget ud om varebilsudgaver af eVitara, da fabrikken i mange år ikke har accepteret lokale Van-udgaver.
Flot design
Vi har lånt en eVitara af importøren for at se på dens muligheder i et marked, hvor der er rigtig mange konkurrenter.
Allerførst har Suzuki sikret et flot design med brede skærmforøgere. Mange andre elbiler fra bl.a. Kina er nærmest identiske og lidt kedelige at se på forfra.
Fra 230.000 kr.
På hvide plader koster billigste udgave ”Club” med 49 kWh batteri 230.000 kroner – vores ”Active” testudgave koster med 61 kWh batteri 247.000 kroner – mens dyreste ”Adventure” udgave med 61 kWh batteri koster 267.000 kroner.
Suzuki har holdt prisen 3-5.000 kr. under Toyota alt efter udgave.
Op til 426 km rækkevidde
Rækkevidden er henholdsvis 344- og 426 km. Men i vinterkulden, hvor vi lånte den, falder rækkevidden hurtigt.
Endelig skal vi nævne, at varmepumpe er standard, så man sparer lidt på batteriet.
Vi kørte bl.a. fra Amager til Nordsjælland med opgivet 232 km rækkevidde tilbage, men da vi kom tilbage, var der kun 17 pct. eller 50 km at gøre godt med.
Lader med 67 kW
Distancen er 120 km tur/retur – men rækkevidden faldt med 180 km – og vi kørte primært på landevej. Bilens instrumenter viste en snitforbrug på 4,7 km pr. kWh.
Vi ladede efterfølgende op til 80 pct. ved en hurtig-ladestander – som tog 45 minutter. eVitara lader i øvrigt kun med 67 kW.
Men det klares jo ved at have en 11 kW ladestander hjemme eller i firmaet. Det er heller ikke problemer ved lokalkørsel, men der skal indregnes ekstra tid til opladning på langture.
Via Suzuki Connect app’en kan man forudstille opladning – her kan man også sikre automatisk opvarmning og afkøling af batteriet – eller man kan gøre det i bilen via indstillinger/EV.
Samler strøm op
Vi skal nævne tre trins rekuperation, som burde indstilles via skifteplader bag rattet – men her skal vælges via skærmen.
1-pedal drive aktiveres via en knap ved gearvælgeren – som er en drejeknap i midterkonsollen. Bilen har også varmepumpe, så man sparer på batteriet.
Der er tre køre-modeller: eco, normal eller sport. Der er en snow-mode, der minimerer hjulspin.
Meget letkørt
Det mest tillokkende er, at bilen er mere letkørt end de fleste mellemstore elbiler, vi har prøvet – ikke mindst fordi der er en masse funktioner, der ikke er lagt ind i bilens 10 tommer touchscreen.
Det gælder f.eks. de elektriske sidespejle, elruder og varme/ventilationsanlæg. Her skal man bruge traditionelle kontakter. Fra rattet kan man betjene fartpilot og radio – uden at skulle søge rundt på skærmen.
Man kan også tale med bilen på dansk – og bede om forskellige tjenester så som at tænde for ratvarme eller indstille hastighedsadvarsel.- som dog også kan vælges via en genvejstast på rattet, så man ikke skal lede på skrærmen.
Forskydeligt bagsæde
Der er udviklet et særligt bagsæde, der er forskydeligt – så man kan vælge mellem ekstra benplads eller ekstra bagageplads.
Gulvet er plant og der er ikke negativ læssekant. Bagagerummet er op til 310 liter – 52 liter mindre end den nuværende benzin-Vitara – men der er ikke oplyst rumindhold med nedfældede bagsæder.
Der er mulighed for et køre med trailer – men kun 750 kg. Vi savnede handskerumslås – og der er midterboks. Til gengæld er der ingen aflæggeplads fortil – også kaldet frunk.
Fin komfort
Man sidder dejlig højt i eVitara – så udsynet er også godt. Heldigvis er der også en skærm foran chaufføren – og ikke kun en midterskærm. Det er med til at gøre bilen let at vænne sig til.
Sæderne er velformede sportssæder med stof og kunstlæder i kanterne. Der er en stor aflæggebakke under midterkonsollen.
Kabinen er ganske lækkert indrettet med farveafstemte og bløde plastmaterialer og mørk taghimmel – og udover den 10 tommer touchscreen er der en 10 tommer skærm foran chaufføren.
Velkørende
Bilen kører glimrende – med godt vejgreb på snoede biveje.
Den er ingen racerbil – den er 8,7 sekunder om at nå 100 km/t.
Sikkerhedsniveauet er højt på eVitara – med adaptiv fartpilot, p-sensor for og bag, bakkamera, automatisk nødbremse, syv airbags, blindvinkel-assistent, skiltegenkendelse, træthedsregistrering, aktiv vognbaneassistent og advarsel ved trafik på tværs bag bilen.
Første Vitara i 1988
Udstyrsmæssigt kan vi også nævne trådløs CarPlar/Android Auto, klimaanlæg, navigation, foldbare el-sidespejle med varme, elektrisk p bremse, LED lygter, 18 tommer alufælge, varme i forsæde og rat (læder) og navigation.
Suzuki lancerede den første japansk byggede Vitara i 1988 – så den nye eVitara er femte generation. Benzinudgaven af Vitara (4. generation) kan stadig købes herhjemme.
–
Faktaboks Suzuki eVitara Active:
Batteri: LTP – 61 kWh.
Elmotor: 128 kW.
Samlet ydelse: 174 hk.
Moment: 193 Nm.
Rækkevidde WLTP: 426 km.
Forbrug: 151 Wh/km.
Gennemsnitsforbrug v. test: 4,6 km/kWh.
Opladning AC/3 faser: 11 kW.
Opladningstid AC: 5,5 timer.
Opladning DC: 67 kW.
Opladningstid DC: 45 minutter.
Vendediameter: 10,4 m.
Akselafstand: 2.700 mm.
Acc. 0-100 km/t: 8,7 sek.
Topfart: 150 km/t.
Køreklar vægt: 1.835 kg.
Totalvægt: 2.250 kg.
Trailervægt med/uden bremser: 750 kg.
Bagagerum: Max. 310 liter.
Læssehøjde: 80 cm.
Dæk testbil: Continental WinterContact M+S 225/55 R18 V XL.
Fabriksgaranti: 3 år/100.000 km.
Med forsikringsdækning: 6 år/150.000 km.
Batterigaranti: 8 år/160.000 km.
Pris VAN cirka 200.000 kr. ekskl. moms.
Pris testbil hvide plader: 246.9990 kr.
