Nej – det er ikke idolet fra ”Far til fire” filmene, men chaufføren Per Rai Obling på Fyn med samme kælenavn, der har vundet en konkurrence i økonomikørsel.

Det er ikke enhver beskåren at dele kælenavn med én af dansk films store idoler – Lille Per – men chauffør Per Rai Obling fra Fyn hedder blandt kolleger ikke andet end Lille Per.

Drivers League

Og mens filmens Lille Per mere var kendt for at trække afsted med en træ-elefant på hjul, så er fynske Lille Per kendt for at køre økonomisk i sin Mercedes – men ikke for elefant-kørsel.

Igen i år dystede Europas lastbilchauffører i økokørsel, da Drivers League blev afholdt for nylig, og vinderen af den danske udgave af konkurrencen blev netop Per Rai Obling – og det er anden gang, han vinder konkurrencen, og tredje gang, han er på podiet.

Over sommeren har chauffører fra hele verden konkurreret i økonomisk kørsel i konkurrencen Driver’s League, som arrangeres af Fleetboard i samarbejde med Mercedes-Benz. I den danske del af konkurrencen var det ”Lille Per” fra Palle Holmegaard Transport A/S, der løb med sejren.

Tre gange på podiet

Dermed fastholder han sin position blandt de allerbedste i landet. I 2015 vandt han nemlig også, mens han blev nummer to året efter.

I år sluttede han så på en samlet score på 9,79 ud af 10 over i alt 26.580 kørte km og var dermed den bedste chauffør af de i alt 1.388 danske deltagere. Samtidig opnåede han en plads som nummer 108 i den internationale konkurrence, hvor i alt 25.724 chauffører deltog.

Per Rai Oblings arbejdsuge starter søndag aften omkring klokken 20 på transportcentret lidt udenfor Odense, hvor den blå Mercedes-Benz Actros 2545 LS 6×2/2 holder parkeret.

Aarhus og Herning

På en typisk aften kan han nå to ture med sættevogn til enten Aarhus eller Herning og retur, inden han holder fyraften om morgenen – og selvom han ofte kører de samme ruter, er hver tur alligevel forskellig.

“Jeg tilpasser kørestilen afhængigt af, hvilket gods jeg har med. Og det sjoveste er faktisk et stort 60-tonslæs. Så skal man køre på en helt bestemt måde, ” siger han.

Resultaterne i Drivers League måles af det telematiske system Fleetboard, som registrerer chaufførens kørsel og giver point ud fra parametre som slitage, brændstofforbrug, bremseaktivitet og tomgangskørsel. Samtidig giver systemet løbende feedback til chaufføren om, hvordan han kan optimere sin kørestil.

Stor betydning

Fleetboard, som er standardudstyr på Actros og fås som ekstraudstyr på de øvrige modeller fra Mercedes-Benz, har haft stor betydning for Per Rai Oblings kørestil.

Tidligere skænkede han ikke brændstofforbrug eller bremsning mange tanker. Nu forsøger han hver dag at forbedre sine resultater. Bremsning, acceleration og ikke mindst tomgangskørsel begrænses til et minimum.

Sammenlignet med 2014 kører han nu i gennemsnit 800 meter længere pr. liter brændstof, og han forfiner hele tiden sin teknik.

Læse trafikken

“Det er jo sjovt at konkurrere med kollegerne og hele tiden forsøge at overgå sig selv. Derudover handler det om hele tiden at læse trafikken og undgå at bremse eller accelerere unødigt,” siger han.

Per Rai Obling er ikke den eneste chauffør fra Palle Holmegaard Transport A/S, som har klaret sig godt i årets konkurrence.

Andenpladsen gik nemlig til en af hans kolleger, og det er noget, som glæder Christian Holmegaard – medejer af Palle Holmegaard Transport A/S.

Sparer  brændstof

“Vi er stolte af at have to chauffører på podiet i år. Chaufførerne synes, det er sjovt at konkurrere mod hinanden, og det er selvfølgelig noget, der kan ses på bundlinjen, fordi vi sparer mange penge på brændstof og slid på bilerne,” siger han.

Foruden æren af at være danmarksmester i økonomikørsel kan Per Rai Obling glæde sig til sin præmie, som dog ikke har meget med økonomikørsel at gøre.

Førstepræmien i år er nemlig et Mercedes AMG Driving-event på racerbane i Falkenberg i Sverige.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk