Bryggeriet Royal Unibrew har netop fået leveret den første elektriske eTGX fra MAN Truck & Bus i Danmark.
Lastbilen er den første i den nye generation, er en to-akslet trækker med seks batteripakker med en kapacitet på 534 kW.
Rækkevidden med tung trailer opgives til 450 km., og den forventede opladningstid er på cirka 60 minutter fra 10 til 80 pct. med 500A oplader.
Sjælland og øerne
Den nye eTGX vil blive testet i en længere periode og anvendes til distribution af øl og sodavand fra Royal Unibrews terminal i Faxe til kunder på Sjælland og øerne.
For den danske importør er der tale om en ny ære med de tunge ellastbiler med lang rækkevidde.
Op til 625 km. rækkevidde
”Vores nye eTruck er ikke at sammenligne med de elektriske lastbiler, som tidligere er blevet solgt i Danmark af både egne og konkurrerende mærker. Vi er klar med nyeste teknologi, med et variabelt antal batteripakker, der skræddersyes til den enkelte kundes behov,” siger Søren Nybroe, Head of Truck sales, MAN Truck & Bus Danmark
Importøren kan nu levere både trækkere og chassis opbygninger i 23 forskellige varianter, med batterikapacitet på op til 623KW og rækkevidde på op til ca. 625 km.
Skræddersyet til lange ture
”Vores nye eTruck er derfor skræddersyet til kunder, som Royal Unibrew og andre, der kører ud med varer og sagtens kan nå en dagstur indenfor de 500 km,” siger Søren Nybroe.
I løbet af 2025 skal MAN Truck & Bus for alvor i dialog med danske kunder, der har interesse for elektriske lastbiler.
Man taler allerede med mange kunder, og man er glade over, at en stor og velkendt virksomhed som Royal Unibrew bliver den første kunde til eTGX.
Tæt samarbejdspartner
”Royal Unibrew har været en tæt samarbejdspartner i mange år, og derfor er det ekstra glædeligt, at de nu også tager det næste skridt sammen med os med den første nye MAN eTruck,” siger Peter Lyhr Sørensen – Key Account Manager Truck, MAN Truck & Bus Danmark.
Hos Royal Unibrew har man en ambitiøs strategi for bæredygtighed, hvor bl.a. elektrificering af transporten spiller en vigtig rolle.
60 pct. mindre udledning
”Vores mål i Royal Unibrew er at blive CO2-neutrale på vores egne lokationer hurtigst muligt og at reducere den samlede forsyningskædes udledning med 60 pct. inden udgangen af 2030,” siger Henriette Øllgaard, Group CSR Director & QA Manager, Royal Unibrew.
Bryggeriet ville gerne have gjort endnu mere og endnu tidligere, men hidtil har mulighederne på transportområdet været begrænsede.
Lade-infrastruktur
”Det gælder både i forhold til tilgængelighed af lastbiler, der kan tage vores tunge last over lange distancer, og den nødvendige lade-infrastruktur – samt økonomien i løsninger baseret på fornybare energikilder,” siger Henriette Øllgaard.
MAN Truck & Bus og Royal Unibrew har arbejdet tæt sammen i mange år, og derfor er denne testfase en naturlig forlængelse, er meldingen.
De rigtige beslutninger
Unibrew har i mange år samarbejdet med MAN omkring lastbiler til last-mile-distribution i Danmark.
”Det er derfor oplagt, at vi nu tester MAN’s elektriske eTGX lastbil i det samme miljø, så vi kan opbygge erfaring og træffe de rigtige beslutninger for vores fremtidige flåde,” siger Kristian Milert Møller, Logistics Director, Royal Unibrew.
Ladefaciliteter i Faxe og Horsens
Bryggeriet arbejder målrettet på at reducere klima- og miljøpåvirkning fra transport gennem elektrificering, ruteoptimering, alternative transportformer som skib og tog – samt andre drivmidler baseret på fornybare ressourcer.
Samtidig er man i gang med at etablere lade faciliteter på bryggeriets terminaler i Faxe og Horsens.
“Alt i alt glæder vi os til at teste og opbygge erfaring sammen med MAN og vores øvrige samarbejdspartnere, så vi i fællesskab kan skabe det bedste elektriske netværk til distribution af vores varer,” siger Kristian Milert Møller, Logistics Director, Royal Unibrew.
–
Fakta om Royal Unibrews nye MAN eTruck:
MAN eTGX: En 2-akslet trækker med GX førerhus og seks batterier med 534 KW kapacitet
Forventet opladningstid: Ca. 60 minutter fra 10 til 80 pct. med 500A oplader.
Forventet rækkevidde: Med tung trailer ca. 450 km. på en opladning.