MAN Truck & Bus koncernen er selv overraskede over succes’en for deres nye varebil – og så er Danmark endda det land, hvor TGE klarer sig bedst.

MAN TGE nummer 20.000 er netop rullet af båndet på Volkswagen Groups polske fabrik i Września – et tal, som ledelsen i Tyskland selv er overraskede over, at man har nået så hurtigt – siden den officielle præsentation på IAA transportmessen i Hannover i 2016 – og lanceringen i 2017.

Bil nummer 20.000 var i øvrigt en eTGE – den elektriske udgave, som netop er lanceret herhjemme.

Dansk førsteplads

MAN TGE fås i dag i 30 lande. I Danmark går salget også forrygende. MAN Danmark er kåret som årets VAN marked inden for egne rækker i MAN organisationen.

Prisen er givet ud fra en lang række parametre, såsom salg og omsætning per enhed, som giver den danske varevognsafdeling et resultat, som er bedst i hele verden.

Motiverede medarbejdere

”For MAN Teamet og i produktionen i Września er dette en stor glæde og en kæmpe succes. Vi nåede denne milepæl betydeligt tidligere, end vi først havde forventet. Det viser på den ene side, hvor godt TGE og MANs serviceportefølje er blevet modtaget på markedet – og på den anden side, hvor højt motiverede vores specialiserede, højtuddannede varebilssælgere er, når de rådgiver vores kunder.”

Sådan lød ordene fra Martin Imhoff, produktchef for varebilsafdelingen hos MAN Truck & Bus, da MAN TGE nummer 20.000 blev fejret. Desuden pegede Imhoff på, at TGE salgsteamet i Europa vil blive udvidet med omkring 100 sælgere inden udgangen af året – op til over 600 sælgere.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk