(RÜSSELSHEIM)

Opel har bygget varebiler i 120 år – deres egne frem til 1987, da Blitz-modellen udgik. I dag er alle Opel varebiler bygget af PSA Peugeot Citroën samt Renault.

Men Opel har alligevel noget med stolte tyske traditioner at gøre. Det holder den danske importør fast i.

I dag bygges alle Opel varebiler i Frankrig og Spanien af henholdsvis PSA Peugeot-Citroën og Renault.

Ny fabrik i Polen

Man taler om at få Movano bygget sammen med PSA’s Peugeot Boxer og Citroën Jumper.

Men der er ikke kapacitet på Fiat-fabrikken i Val de Sangro i Italien til endnu en model.

Så PSA planlægger at bygge en kommende Movano på fabrikken i Gliwice ved Krakow i Polen – hvor man bygger Opel Astra – og så samle produktionen af en måske helt ny Movano, Boxer og Jumpy.

Prøvet alle Opel varebiler

VOTY.dk har været i Tyskland for at prøve de seneste udgaver af Opel, hvor kun den ene er introduceret i Danmark – nemlig Opel Combo, som er søstermodel til Peugeot Partner, Citroën Berlingo og snart også Toyota Proace City. Opel lancerer først den nye Vivaro og Master i efteråret.

Faktisk er Movano så ny, at Opel folkene først skruede nummerplader på bilerne, da vi ankom – frisk fra det tyske motorkontor.

Mest interessant som nyhed er nu nok den nye Vivaro, der fra nu af er en søstermodel til PSA’s Peugeot Expert og Citroën Jumpy samt Toyota Proace.

Moderniseret engelsk fabrik

Indtil nu har Vivaro været produceret af Renault som søstermodel til Renault Trafic, Nissan NV300 og Fiat Talento. Men det var før PSA overtog Opel fra GM.

PSA har også overtaget den tidligere GM-fabrik i Luton i England og har fuldstændig moderniseret den, så den er lige så automatiseret som PSA’s fabrik i franske Valenciennes. Her kommer Danmark også fortsat til at få en del af Vivaro-modellerne, hvis ikke det bliver for dyrt efter en hård Brexit.

Det virker måske forvirrende med alle de mange konstellationer, men i dag er samarbejde imellem bilfirmaer det vigtigste for at holde omkostningerne nede.

Totalomkostninger

Og de fleste varebilskunder har først og fremmest fokus på totalomkostninger – Total Cost of Ownership eller bare TCO –  altså såvel finansieringen og vedligeholdelsen. Og det er her ofte konkurrencen står, for de nævnte biler er jo i bund og grund ens – bortset fra garantier.

I hvert fald lægger importøren ikke skjul på, at gode finansieringstilbud skal lokke kunderne.

Opel skal delvist sælges af en ny gruppe forhandlere, der forventes af være forandringsparate og få styrket salget af varebiler.

Næsten sikre som personbiler

Alle de nye varebiler kan fås – for de flestes vedkommende mod betaling – med samme sikkerhedssystemer som nye personbiler – f.eks. nødbremsesystemer og linjevogter samt andre assistentsystemer.

Movano fås dog ikke med adaptiv fartpilot. Ikke før om et par år, har Renault sagt.

Vi har for nylig været i Portugal for at køre søstermodellen til Movano – Renault Master – og køreoplevelsen var nærmest den samme. Bedre samlekvalitet, mere støjsvag og med komfortabel. Vi kørte en times tid i den nye Movano – og den opdaterede 2,3 liters biturbo-maskine fungerer upåklageligt.

Ingen minibus herhjemme

Den nye Vivaro prøvede vi et par timer både som varebil og som minibus, hvor bilen for resten hedder Zafira Life – men den kommer ifølge importøren ikke til Danmark (som den nuværende udgave). Det gælder også personbilsudgaven af Combo.

Vivaro i ny aftapning kører helt som sine søstre – det vil sige ganske godt med en skarp styring. Adskillelsen var tydeligt blevet flyttet (ekstraudstyr i bl.a. Jumpy/Expert) – så kørestillingen var god.

Vivaro i den nye udgave virker mere kompakt at se på, men den fås i tre størrelser og kan blive større i varerummet end den nuværende Vivaro. Der er også en luge mellem kabine og varerum for at fragte længere genstande.

Større trailervægt

Den nye udgave af Vivaro har fordele i form af 500 kg mere trailervægt end i dag – eller i alt 2.500 kg.

Vi kan også nævne 7-tommer touchscreen, navigation med 3D kort, plads to til europaller, nyttelast op til 1.370 kg., head-up display, otte trins automatgear (ved 177 hk) – og mulighed for både IntelliGrip adaptiv antispin system og det ægte 4×4-system fra franske Dangel.

Vivaro prøvede vi med den store 2-liters 177 hk maskine, som er ganske hurtig – og klæder bilen godt med sit smidige automatgear. Der var 250 kg nyttelast. Vivaro fås også med 1,5-liters udgave med 102 hk – og 2-liter udgaver med 120- og 150 hk med manuelt gear.

El-Vivaro i  2020

I 2020 kommer VIvaro også med el-drift.

Movano fås med 165- og 180 hk – baseret på samme 2,3 liter motor. Movano hat også 7 tommer touchscreen, bakkamera og udtræksbakke til at spise og arbejde ved i passagersiden.

Til gengæld mister man så muligheden for passager-airbag.

Combo og Vivaro 4×4

Endelig prøvede vi både Combo og Vivaro med Dangel firehjulstræk på en udfordrende og mudret bane med vandhuller og broer af træstammer – og det fungerer godt. Man stiller først på All Wheel Drive – og så på spær, hvis det er nødvendigt.

For Opel-folkene var der tilfredshed foreløbigt – hvor der kun har været én model til salg, nemlig Combo. For i første kvartal i år er salget øget med 35 pct. Opels Combo og Vivaro-varebiler har typisk Opel DNA med samme front som flere af personbilerne.

Movano ligner den tidligere model – med få ændringer så som LED signatur kørelys. Men kabinen er ny.

 

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk