(MÜNCHEN)
I tre år er der arbejdet på et mere elegant design og mere luksuspræget kabine.
Det er de ydre ændringer på MAN’s tunge lastbiler TGS og TGX, som fejrer premiere på IAA transportmessen i Hannover i næste uge.
Der er ikke længere den samme rå front med frit udsyn til kølerribberne – nu er de delvist tildækkede med et elegant kølergitter med forkromede lister på topmodellen. Dertil er tydeligere løve-logo samt brug af LED lys med hårdere overflade.
Den rå front var for at give maksimalt luftindtag, som kræves af euro 6 motorer, men den nye grill med nyt luftindtag skaber bedre luftfordeling til hele kølerens overflade – især i hjørnerne, fortæller MAN-teknikerne.
Helt ny indretning
Endnu mere er der gjort ved designet af kabinen, hvor især materiale- og farvevalget er forfinet betragteligt. Der er kommet nyt rat og nye og mere velformede sæder – og ny instrumentering.
I forbindelse med den nye kabine har MAN flyttet hytteproduktionen til München, mens fabrikken i Salzgitter skal være reservedels centrum. Motorerne kommer dog fortsat fra fabrikken i Nürnberg.
Forandringerne er dog ikke den største investering for MAN i forbindelse med 2017 programmet. 570 mio. euro er brugt i år til forskning og udvikling – især til de nye og strammere Euro 6 bestemmelser samt selvkørende lastbiler og Connectivity (Truck2Truck) – som man kan tilbyde fra begyndelsen af næste år.
Platooning og tre-fem år
”Alene Platooning, hvor flere lastbiler følger hinanden tæt på motorvejene, giver op til 10 pct. forbedret brændstofforbrug,” fortalte Joachim Drees, CEO og øverste chef for MAN Truck & Bus.
Platooning kommer rigtig i gang i 2019-2021 – det er op til lovgivningen. Future Lion kalder MAN deres udviklingsarbejde.
Euro 6 ”c” reglerne, som træder i kraft 1. januar 2017, har betydet, at der er flere hestekræfter i D26 og D38 motorerne for at klare kravene. Det er bedre ydelse og bedre moment – og mere effektiv efterbehandling med hensyn til katalysatorer. I de nye motorer udgår Toptech teknikken.
Efficient Line 3
Ydelserne i D26 er 420-, 450- og 500 hk samt 540-, 580- og 640 hk i D38 – men der er også 10 pct. lavere forbrug.
Til 2017 lanceres også Efficient Line 3 serien, som alene giver fem pct. ekstra brændstofbesparelse. En gruppe kunder er netop på en flere tusinde lang Europa-tur i Efficient Line 3 prototypen. Som referece-model har de så seneste Efficient Line 2 model.
D38 topudgaven har et moment på 2.700-3.000 Nm ved 900-1.400 omdrejninger. Man har indført to turboladere efter hinanden i forskellig størrelse. Den lille lader er i arbejde ved lave omdrejninger – den store ved høje omdrejninger.
Mere økonomisk kørsel
Det betyder igen bedre økonomi – trods lavere CO2 udslip. Med andre ord en ideel tilførsel af luft til motorens forbrænding og dermed optimal momentkurve. Det vil sige, at man får optimalt moment i et så stort område som mellem 900- og 1.400 omdrejninger. Det støtter økonomisk kørsel ved lave omdrejninger i fladt terræn – og færre nedgearinger ved kørsel i kuperet område.
MAN ændrer tillige på kølepumpe, ændret tryk på motorerne, ny motorbremse med 630 kW (70 kg. lettere end retarder), optimeret EGR, skift fra alu- til stål stempler – og samtidig kortere stempelpinde. Der kommer delvist nye 12+2 trins gearkasser fra Scania, mens de 12 trins gearkasser fra ZF bevares til andre modeller.
Alternative brændstoffer
For første gang opfylder MAN’s motorer krav til at kunne køre på paraffin baserede brændstoffer så som HVO (Hydrotreated Vegetable Oils.)
Samlet er der sparet op mod 600 kg i vægt, som betyder øget nyttelast. Også D20 og D08 motorerne er blevet opdateret.
MAN arbejder desuden med hybridteknik – og deres eMobility by MAN sikrer eldrift den sidste strækning frem til kunder i byer.