MAN Truck & Bus Danmark er klar 1. juni til at åbne sit nye værksted i Hvidovre – og være endnu tættere på sine københavnske kunder.

Det er kun to uger siden, at aftalen omkring MANs overtagelse af Nyscans tidligere domicil på Avedøre Holme, faldt på plads – derfor har der hos MAN Truck & Bus i Greve været stor travlhed med at blive klar til den officielle åbning den 1. juni.

Ny værkstedsledelse

MAN Truck & Bus vil køre de to værksteder i Greve og Avedøre Holme med fælles overordnet ledelse – dog så der vil være lokale værkstedschefer på begge værksteder. Allerede nu er MAN klar til at offentliggøre den nye værkstedsledelse.

Christian Vinding (51 år) starter fra 1. juni som ny værkstedschef hos MAN på Avedøre Holme.

Christian er en gammel kending hos MAN, hvor han tidligere har arbejdet som værkfører på værkstedet i Greve og senere med salg af MAN og Neoplan busser samme sted. Senest har Christian arbejdet med salgssupport for Volvo busser.

Koordinerer Avedøre og Greve

Martin Mårup Andersen (47 år) er fra 1. maj udnævnt til værkstedschef hos MAN i Greve.

Martin har arbejdet hos MAN Greve i mange år, og kender derfor alt til arbejdet med MAN køretøjer og forstår vigtigheden af, at få serviceret de mange kunder, der til daglig har deres gang på værkstedet i Greve.

Claus Jensen (42 år) bliver i rollen som kundeservicechef, den overordnede ansvarlige for driften af de to MAN værksteder i Greve og på Avedøre Holme.

Spændende udfordring

”Det bliver en spændende udfordring, som jeg og hele MAN organisationen glæder os rigtigt meget til. Et stort MAN værksted på Avedøre Holme giver os gode muligheder for ekspansion i Storkøbenhavn, til glæde for alle vores mange kunder,” siger Claus Jensen.

MAN’s kunder driver deres forretninger med MAN lastbiler, busser og varebiler.

Hurtigt og professionelt

”Vores opgave er at sikre, at de altid har mulighed for en hurtig og professionel service, når behovet opstår. Med overtagelsen af Avedøre Holme vil vi fortsætte arbejdet med at være der for vores kunder, når de har brug for vores hjælp,” siger Claus Jensen.

Da det kun er to uger siden overtagelsen af Avedøre Holme blev en realitet, hersker der stor pionér-ånd i forbindelse med overtagelsen af den nye filial.

Så kort tid til at etablere nye it-systemer og at få personalet på plads er ikke meget, men hos MAN lover man, at alle er klar til at tage imod nye og gamle MAN kunder på Avedøre Holme fra den 1. juni.

13 medarbejdere følger med

13 medarbejdere er fulgt med fra de tidligere ejere Nyscan, og derudover vil der være mekanikere fra Greve afdelingen, som vil arbejde i Avedøre Holme afdelingen.

Samtidig er MAN i fuld gang med at søge efter både mekanikere og salgspersonale til Avedøre Holme.

Indtil dette er på plads, vil både varebils-og lastbilssælgere fra Greve tage sig af eventuelle henvendelser fra kunder, som gerne vil handle køretøj på Avedøre Holme.

Sammen med håndværkerne

”Selvom håndværkerne endnu ikke er helt klar, så skal vi nok være klar,” siger Claus Jensen.

Han håber på, at kunderne nok skal have forståelse for, at der i den første periode vil være lidt arbejde med at omdanne det tidligere Nyscan domicil til en MAN filial.

”Alle er velkomne fra den første juni, selvom vi nok venter til håndværkerne er helt færdige, inden vi inviterer vores kunder til ”åbent hus”, Slutter Claus Jensen.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk