MAN Truck & Bus Danmark A/S åbner nu endnu et ”TopUsed” center, hvor handel med brugte lastbiler, varebiler og busser er samlet.
Det sker på Avedøre Holme i Hvidovre, hvor der i forvejen er en Full Service filial med salg og service af nye lastbiler, varebiler og busser.
Leveringsproblemer
MAN TopUsed har igennem de sidste par år på landsplan oplevet en stigende dansk efterspørgsel på brugte køretøjer.
Det skyldes dels et stigende indenlandsk transportmarked og dels den globalt svære leveringssituation af nye køretøjer grundet mangel på halvledere (chips).
Det går så godt med salg af brugte køretøjer, at der lige nu nærmest er udsolgt på de danske lagre, melder den danske importør.
Hele verden en handelsplads
For at dække den store efterspørgsel, har alle TopUsed afdelinger været i gang med opkøb af lastbiler og varebiler på de samme eksportmarkeder, som man ofte benytter som afsætningskanal, når lagrene er for store.
For hele verden er en handelsplads for afsætningen af de mange brugte lastbiler, varebiler og busser fra MAN.
Mere fokus på brugte
Traditionelt er det danske marked ellers ikke stort nok til at kunne aftage samtlige brugte MAN køretøjer, som handles ind og tages i bytte, når nye køretøjer sælges.
Det er ikke mindst derfor, at tidspunktet lige nu er rigtigt til at fokusere mere på salget af brugte køretøjer til københavnske og sjællandske kunder.
Ny dedikeret medarbejder
For at kunne betjene disse kunder bedst muligt, har MAN ansat Christian Weber som ny salgskonsulent i den nye TopUsed afdeling på Avedøre Holme.
Han har en stor faglig baggrund til at tage en dialog med de kunder, som overvejer at købe en nyere brugt last- eller varebil, i stedet for en ny.
Christian Weber vil ligeledes arbejde tæt sammen med salgskonsulenterne på MAN-afdelingerne både på Avedøre Holme og i Greve, når kundernes brugte køretøjer skal vurderes i forbindelse med en eventuel byttepris.
Det begyndte i Padborg
Det internationale salgsarbejde med brugte køretøjer gjorde det naturligt for importøren i sin tid at placere sit hovedsæde for MAN TopUsed i Padborg, tæt ved den dansk/tyske grænse.
På den måde kunne man have mere fokus på salget af brugte køretøjer til danske slutkunder.
I 2017 åbnede endnu en TopUsed center i Kolding – også fordi markedsføringen af TGE varebilen begyndte herhjemme, og dermed også salget af brugte TGE køretøjer.
Fakta: MAN Truck & Bus Danmark
MAN er en af verdens førende producenter af erhvervskøretøjer. MAN Truck & Bus Danmark A/S er et datterselskab i MAN koncernen og en del af VW Group. Det danske selskab beskæftiger 220 medarbejdere, som varetager salget og serviceringen af lastbiler og busser i Danmark. De 220 medarbejdere er fordelt på hovedkontoret i Storkøbenhavn og fem filialer.