Fest og farver. Fyrværkeri og fulde fjolser. Fællesnævner for Nytårsfest. Men nytårsmorgen kommer tømmermændene – og det er ikke altid noget, der kan klares med en Fernet Branca og en hovedpinepille.

For firmaets varebiler, chefens fede firmabil – og familiens folkevogn har ofte fået ødelagt lygter, lak og lister hærværk, vildfarne raketter og nedfaldne postkasser i nattens festrus. Og så er gode råd dyre, men FDM – Forenede Danske Motorejere – har råd, som her er ganske gratis.

Anmeld skaden
“Hvis du opdager en skade på bilen i forbindelse med nytåret, så skal du forholde dig som ved alle andre skader. Du skal anmelde skaden til forsikringsselskabet, hvor bilen er forsikret – og efter aftale få udbedret skaden på et værksted”, forklarer jurist i FDM, Helle Brasch.

Forsikringen dækker dog kun, hvis der er en kaskoforsikring, og hvor meget af skaden, firmaet eller én selv kommer til at betale, afhænger af selvrisikoen. Har man kun en ansvarsforsikring, må man selv betale for udbedring af hele skaden.

Friskadedækning
Har man tegnet kaskoforsikring med friskadedækning, kan der dog ifølge Helle Brasch være trøst at hente, da skader forårsaget af nedfaldne genstande som f.eks. en raket, i nogle tilfælde er omfattet af friskadedækningen. Og så slipper man for at betale selvrisiko.

Det samme kan være tilfældet for seriehærværk – hvis flere biler har været udsat for samme type hærværk. Derfor anbefaler FDM, at man undersøger, om der er en friskadedækning.

Kaskoforsikring
Kommer man selv eller ens familiemedlemmer til at forårsage en skade på køretøjet, så er det også kaskoforsikringen, der dækker, og så kan man ikke slippe for at betale selvrisiko.

”Nogle tror desværre, at de kan få familieansvarsforsikringen til at dække i et tilfælde, hvor f.eks. raketten vælter og rammer bilen, således at de kan undgå at betale selvrisiko på kaskoforsikringen. Men den går ikke, for man kan altså ikke selv få erstatning fra sin egen forsikring,” understreger Helle Brasch.

Flyt bilerne
Det allersikreste  for at forebygge nytårsskader på bilerne, er at parkere dem i en carport eller alternativt væk fra veje og pladser, hvor der samles mange feststemte mennesker med fyrværkeri under armen. Og så husk lige sikkerhedsbrillerne – i hvert fald til børnene

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk