Verdens største bilproducent, Toyota, og verdens største lastbilsproducent, Daimler Trucks, vil fusionere deres datterselskaber Mitsubishi Fuso Truck and Bus Corporation og Hino Motors Ltd.

Det skriver det tyske fagblad Logistra.

Fuso lastbiler produceres i Portugal og sælges herhjemme gennem Mercedes-Benz lastbilsforhandlere. Hino er ikke repræsenteret i Danmark – men dog i Irland og i andre europæiske lande. Hino er meget store bl.a. i Østen.

Indenfor halvandet år

Det nye selskab, som endnu ikke er navngivet, men selskabets sammensætning meldes ud indenfor de næste 18 måneder. Myndighedernes godkendelse af fusionen spiller også ind.

Selskabet skal bl.a. udvikle selvkørende (autonome) elektriske køretøjer – kendt som CASE teknologi.

Ifølge Toyota skal de to selskaber fusionere på lige fod – for at opbygge en globalt konkurrencedygtig japansk producent af erhvervskøretøjer.

Synergieffekter

Man håber, at det vil føre til synergieffekter og forbedret konkurrenceevne – ikke mindst indenfor udvikling, indkøb og produktion af erhvervskøretøjer.

Daimler Truck og Toyota vil investere ligeligt i det nye børsnoterede holdingselskab og samarbejde om udviklingen af brint- og CASE-teknologier for at fremme det nye selskabs konkurrenceevne.

Toyota er meget langt i udvikling af brintkøretøjer – mest kendt er her personbilen Marai, men der kører også allerede en Toyota brintbus i København. Daimler forsker i samarbejder med Volvo Trucks om udvikling af brint-lastbiler.

Et kæmpe skridt

Parterne sigter mod at underskrive de endelige kontrakter i første kvartal af 2024, og transaktionen forventes afsluttet ved udgangen af 2024.

“Vi tager et kæmpe skridt for at ændre fremtiden for erhvervskøretøjer,” sagde Koji Sato, administrerende direktør for Toyota – ifølge Logistra.

For Daimler Truck CEO Martin Daum er der en logik i fusionen, fordi transformationen af branchen betyder, at virksomhederne skal styre udviklingen af flere drivteknologier på samme tid, både batteri- og brændselscelle-elbiler og muligvis også brintforbrændingsmotorer.

Stordriftsfordele

“Der er kun én måde at få denne parallelle teknologiudvikling til at fungere: stordriftsfordele,” fortsatte Daum.

De større mængder køretøjer kan reducere omkostningerne og holde priserne overkommelige for flådeoperatører og speditører på trods af dyr teknologi.

Fusionen ses også i sammenhæng med at opnå større uafhængighed fra Kina.

Salg forbliver adskilt

”Der er tale om mere end at kunne fordoble ressourcerne,” sagde Karl Deppen, administrerende direktør for Mitsubishi Fuso Truck & Bus.

Dette giver dem adgang til teknologisk viden og et større netværk af leverandører og af infrastruktur.
Fuso og Hino skal drage fordel af den fælles udvikling, indkøb og produktion. Det globale salg vil dog forblive adskilt.

Sammen bygger Hino og Fuso i dag omkring 300.000 køretøjer – Fuso alene 137.600.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk