Mange erhvervsvirksomheder og private glemmer ofte at kontrollere deres trailer med jævne mellemrum – og det gælder både industritraileren, hestetraileren og bådtraileren.

Oven på Corona-krisen har mange samtidig valgt at sadle om, når det gælder fritidsaktiviteter – og mange har investeret i sejlbåde og motorbåde, som med mellemrum skal fragtes fra havn til havn – på en bådtrailer.

Og har man båden liggende på trailer, så vær opmærksom på, at det ikke kun er båden, der skal være ferieklar. Det skal traileren også.

Tjek trailerens dæk

”Har din trailer også nogle år på bagen, skal man være særligt opmærksom på at tjekke dækkene, før man kører afsted,” siger teknisk chef hos Bridgestone, Jesper Sørensen.

Han peger på, at trailerens dæk udgør en stor og ofte overset risiko. Det er falsk tryghed, hvis man nøjes med at måle mønsterdybden, og tror, alt er godt, fordi den overholder de påkrævede 1,6 mm.

”Dækkene på trailere bliver som udgangspunkt møre længe før, de bliver slidt. Sol og luft – for ikke at nævne saltvandsdyp – kan mørne gummiet. Gummiet bliver stift og kan få revner. Det giver dårligt vejgreb, og dækket risikerer at sprække, når du kører med et tungt læs,” siger Jesper Sørensen.

Højst 10 år gamle

Bridgestone anbefaler, at dæk på trailere bør skiftes senest, når de er 10 år gamle, men allerede efter fire-fem års brug bør du være ekstra opmærksom på alderstegn.

Er man i tvivl om dækkets alder, kan du finde årstallet på siden af det. For mange har valgt at købe en brugt trailer.

”Slidte dæk forøger bremselængden og gør kørslen ustabil. Jo tungere traileren er læsset, jo længere er bremselængden,” siger Jesper Sørensen.

Højere dæktryk

Man skal derfor altid tjekke dækkene grundigt igennem, før man kører afsted.

”Husk også, at dæktrykket gerne må være højere end normalt, når man kører med tungt læs – det gælder både bil og trailer,” siger Jesper Sørensen.

Gode råd fra eksperter

Når det gælder bådtrailere, så har Jesper Sørensen hentet hjælp hos fagbladet Bådmagasinet.

Her peger man på, at man skal huske at sikre båden godt på traileren under transport. Det er ikke nok at bruge spil-stroppen, for spillet kan løsne sig – og båden derfor rulle af, advarer Bådmagasinet.

Man skal supplere spil-stroppen med spændestropper rundt om båd og trailer, som vi kender det fra lastvogne.

Brug kraftige stropper

Man skal også bruge kraftige stropper, som kan holde båden ved store belastninger. Hav også styr på balancen, så kugletrykket hverken er for højt eller lavt – ellers er det svært at styre bilen.

Ved trailerkørsel generelt skal man have spejle, så man kan se ud over bådens bredde, og at holde skarpt øje med cyklister under højresving.

Man skal være ekstra opmærksom på, at traileren skærer de hjørner, man tager med bilen.

Hold god afstand

Hold stor afstand til forankørende – det er ikke rart at skulle bremse hårdt med en tungt lastet trailer – måske med en båd – og vil man bidrage lidt ekstra til sine medtrafikanters sommerhumør, så bør man trække ind til siden en gang imellem, så man ikke trækker en hale efter sig på landevejen.

Bådmagasinet har også et godt råd, når båden skal i vandet. Her er der bedst at undgå at få vand i bremser og hjullejer – derfor skal man kun køre fælgens underste del ud i vandet.

Hjulet falder af akslen

Selvom nogle fabrikanter skilter med, at man kan køre akslerne under vand, er det med garanti en dårlig idé, lyder rådet fra bådspecialisterne.

”Men gør man det alligevel, kommer man snart til at affinde sig med skurelyde fra hjullejerne og hakkende bremser indtil det tidspunkt, hvor hjulet enten blokerer eller simpelthen falder af akslen,” advarer Bådmagasinet.

Her har man også en sidste opfordring: ”Husk også at afprøve påløbsbremserne forsigtigt, efter de har været under vand.”

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk